Danmark og USA har indgået en ny samarbejdsaftale på det maritime område.

Det meddeler Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse torsdag.

Aftalen skal bane vejen for, at danske kompetencer, løsninger og teknologier bliver en del af USA's mål om at blive en stærkere skibsbyggernation.

Samarbejdet kan komme til at omfatte motorer, løsninger inden for energieffektivitet og udstyr til specialskibe.

I pressemeddelelsen beskrives det også, at aftalen gælder samarbejde inden for forsvarsindustrien.

Det kan for eksempel omfatte teknologi til at overvåge og beskytte havbunden, droner til søs samt bedre overblik over aktivitet på havet.

Det er udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der har været en tur i Washington D.C. for at underskrive aftalen.

Han beskriver Danmark som en vigtig søfartsnation i verden, der har "en række styrkepositioner på det blå område".

- Derfor er det helt naturligt, at vi i dag underskriver en aftale med USA, som baner vej for, at danske kompetencer, løsninger og teknologier kommer ind i hjertet af USA's maritime satsning.

- Aftalen åbner store muligheder for danske virksomheder og kan skabe nye arbejdspladser på begge sider af Atlanten.

Udenrigsministeriet skriver, at samarbejdet kommer til at ske på kommercielle vilkår, hvilket betyder, at danske virksomheder vil sælge deres viden som konsulentydelser.

Danske Rederier, der er en branche- og arbejdsgiverorganisation for den danske skibsfart, kalder det en vigtig aftale.

Ifølge Anne H. Steffensen, der er administrerende direktør i Danske Rederier, er USA i forvejen et af de væsentligste markeder for Danmark.

- Og danske rederier er hver dag med til at holde amerikansk handel i bevægelse, siger hun i en pressemeddelelse.

- Derfor er det meget positivt, at Danmark og USA nu styrker det maritime samarbejde.

Danske Rederier skriver i meddelelsen, at den danske eksport af søtransporttjenester til USA havde en værdi af 41,2 milliarder kroner sidste år.

RITZAU