Det går hurtigt, når man skriver opdateringer på internettet i disse tider. Nogle gange også for hurtigt.

Det har både kulturminister Mette Bock og Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, måttet sande, efter den danske skuespiller Lars Mikkelsen natten til tirsdag vandt en international Emmy for bedste mandlige skuespiller for sin præstation i DR's tv-serie 'Herrens veje'.

Begge har de nemlig hyldet ham på Twitter - og i begge deres opslag er der sneget sig fejl med ind.

Værst står det til i Pia Kjærsgaards opslag, da hun er kommet til at skrive det forkerte navn. I stedet for at skrive 'Lars Mikkelsen' har hun skrevet 'Mads Mikkelsen' - der er Lars Mikkelsens bror og ligeledes skuespiller.

Det var dog ikke ham, der vandt den prestigefyldte pris natten til tirsdag.

'Tillykke til Mads Mikkelsen, der har vundet en Emmy for sin rolle i 'Herrens veje'. En af vores allerbedste skuespillere,' skrev Pia Kjærsgaard tirsdag morgen.

Mette Bocks fejl opdager de fleste nok kun, hvis de har set den serie, som Lars Mikkelsen vandt prisen for at have spillet hovedrollen i:

'Tillykke! En FORNEM Emmy til Lars Mikkelsen for rollen som præsten Andreas i DR's 'Herrens veje' - det er en fantastisk anerkendelse af dansk film og danske tv-serier, der høster anerkendelse - og nye indtægter - over alt. Det går faktisk godt!' skrev Mette Bock tirsdag morgen.

Lars Mikkelsen med sin pris.
Lars Mikkelsen med sin pris. Foto: PETER FOLEY
Vis mere

'Problemet' her er bare, at Lars Mikkelsens rolle i serien ikke hedder 'Andreas', men derimod 'Johannes'.

Hurtigt har flere andre Twitter-brugere været ude at påpege fejlene i begge de to politikeres opslag.

'Det bli'r da i familien,' skriver en bruger til Pia Kjærgaards opslag, mens en bruger til Mette Bocks opslag skriver:

'The devil is in the detail (djævlen ligger i detaljen, red.)'.

Efterfølgende har Folketingets formand også selv opdaget fejlen.

Hun har derfor skrevet et nyt opslag på Twitter:

'Ja, lige dygtige skuespilbrødre, men det var Lars Mikkelsen, der fik en Emmy,' skriver hun og tilføjer en blinkesmiley, før hun slutter:

'God morgen, allesammen.'

Også Mette Bock har efterfølgende ændret i sit tweet og skrevet 'Johannes' i stedet for 'Andreas'.