Da studerende mødte ind til studiestart på Roskilde Universitet, også kaldet RUC, blev de mødt af propalæstinensisk graffiti overalt på campus.
Budskaberne, der står malet på universitets bygninger, bliver fordømt af universitetets ledelse.
Blandt de budskaber, der er blevet malet på RUCs bygninger er slogans som '1 solution, Intifada revolution', med reference til tidligere voldelige palæstinensiske oprør præget af terrorangreb mod Israel.
Ved siden af dette budskab er desuden blevet malet en rød trekant. Et symbol, der siden terrorangrebet mod Israel den 7. oktober sidste år ofte er blevet anvendt til at udtrykke støtte til terrororganisationen Hamas.
Et andet budskab, der går igen rundt omkring på RUCs campus, er henvendt universitets rektor, Hanne Leth Andersen.
»Hanne Leth is a proud genocidal racist« (Hanne Leth er en stolt folkemorderisk racist, red.) er også blandt de budskaber, der er blevet spraymalet af endnu ukendte gerningsmænd.

B.T. har ikke kunnet få en kommentar fra RUCs rektor til graffitien.
Men i et skriftligt svar udtaler vicedirektør for Økonomi og Campus René Niehues Birch sig om sagen.
»Der har været malet graffiti forskellige steder på campus. Det vil blive fjernet snarest muligt. Vi ved ikke, hvem der står bag, så det er svært at gå ind i en dialog med dem, der har udført det,« oplyser René Niehues Birch og tilføjer:
»Der skal naturligvis være plads til debat og meningsudvekslinger på et universitet, men at bryde loven og lave graffiti på bygninger er næppe den rigtige tilgang.«
