En ny meningsmåling giver rød blok 52,7 procent af stemmerne blandt vælgere mellem 18 og 29 år.

Det ville blive en klar sejr til rød blok, hvis valget skulle afgøres af de yngste vælgere, skriver Jyllands-Posten.

En meningsmåling fra analyseinstituttet Wilke blandt vælgere mellem 18 og 29 år giver 52,7 procent til partier, der støtter statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

»Der har været en delvist fejlagtig fornemmelse af, at ungdommen ikke var så rød længere. I 1990erne var de 18-29-årige mere blå end røde, men i 00’erne har det svinget frem og tilbage. Det, man ser i målingen her, er, at de unges stemmer er spredt meget ligeligt ud på partierne,« siger Rune Stubager, professor og valgforsker på Aarhus Universitet.

Målingen viser desuden, at de store partier ikke har så godt fat i de unge vælgere. Både Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti ligger lavere hos de unge end hos vælgerne generelt, mens partier som SF, De Radikale, Enhedslisten og Liberal Alliance står bedre blandt de unge.

Ifølge professor ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen kan de unges fravalg af de store partier udgøre et fremtidigt problem for dem. Socialdemokraterne får kun 14 procent af stemmerne blandt de unge, og der vil ikke gå mange år, før det sætter sig dybe spor i deres vælgerkorps, mener han.

Socialdemokraternes politiske ordfører Maja Panduro (S) er dog ikke bekymret. Hun mener, at de dage, hvor man stemte det samme hele livet hører fortiden til, skriver Jyllands-Posten.