Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Det var med løfter om en pæn og ordentlig tone uden de store personangreb, at valgkampen blev indledt for to uger siden.
Og det holdt da også stik - i hvert fald indtil de seneste dage, hvor der for alvor er blevet skruet op for retorikken mellem Socialdemokraterne og Venstre, der kæmper en indædt kamp om statsministerposten.
Nu følger ungdomspartierne, der traditionelt har ry for at være lidt frækkere end moder-partierne, så trop.
Læs også:
Socialdemokratisk Ungdom (DSU) har tirsdag lanceret en ny kampagne i form af en filmplakat, hvor Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, præsenteres på en trone af tomme øl- og vinflasker.
'Fedtet ind i rødvin og gamle bilag klamrer Lars Løkke Rasmussen sig til skandaletronen, hvorfra han kører kongeriget i sænk med sine farlige eksperimenter,' lyder det bl.a. på plakaten.
Kampagnen skal imidleritd ikke ses som endnu et eksempel på grim tone i debatten, men snarere et humoristisk indslag i valgkampen, mener DSU's formand, Alexander Grandt Petersen.
»Hvis vi var underlagt en bandekasse, skulle vi så betale en krone til den? Det ville vi ikke skulle. Vi taler jo faktisk pænt. Vi laver et satirisk-humoristisk indspark, og der er ingen steder, hvor vi sviner politikerne til med ukvemsord. Det forsøger vi at holde os for gode til,« siger han.
Læs også:
Plakaten er en henvisning til tv-serien Game of Thrones, hvor tre familier udkæmper en voldelig kamp The Iron Throne (Jerntronen) i det fiktive kongerige Westeros.
I DSU-udgaven spiller Lars Løkke Rasmussen hovedrollen i kampen om skandale-tronen, som beskrives som en “episk tragedie om grådighed, bedrag og kaos”.
Blandt birolleindehaverne er bl.a. “den galdespyende drage Inger Støjberg”, der “mæsker sig i fremmedhad og sluger arbejdsløse til morgenmad”. På trods af den lidet flatterende titel får DSU-plakaten dog det blå stempel af Støjberg.
»Det har jeg det helt fint med. Ungdomspartierne har friere tøjler, og det skal der være plads til i en valgkamp,« siger hun til Ekstra Bladet.
Læs også:
DSU har tradition for at lancere filmplakat-kampagner under valgkampe som f.eks. i 2011, hvor det også var en blanding af øldåser og en i øvrigt nøgen Lars Løkke, der tog forsiden i en Klovn-inspireret plakat.
På trods af ligheden med årets kampagne mener Alexander Grandt Petersen ikke, at DSU er løbet tør for gode idéer.
»Jeg synes ikke, vi er uoriginale. Ret beset har vi fået en del mere politik med denne her gang, end vi havde i 2011. Som noget helt nyt har vi også valgt at basere plakaten på en tv-serie og ikke en film - det er jo også fornyelse. Der sket lidt,« siger han og forklarer, hvorfor det er umuligt at forestille sig andre end Lars Løkke på forsiden.
»Jeg tror, det ville være utroværdigt af os, hvis vi havde lavet noget med Lars Løkke uden nogle tomme vinflasker og øldåser. Når man siger Lars Løkke, siger man også øl og vin. Vi påstår ikke, at han har drukket alle dem på plakaten selv, men det er vist de fleste, der ved, at Løkke godt kan lide en fadbamse,« siger han til BT.
Hvem har så drukket de andre øl på plakaten?
»Vi har selv drukket nogle af dem for at kunne lave denne her trone, så vi kan ikke holde os selv fri for at have drukket lidt. Men han skal vel også dele med nogle af de ministre, der eventuelt skal med på hans hold,« siger Alexander Grandt Petersen.
Det er imidlertid ikke alle, der ser plakaten som ren og skær underholdning. Reaktionen på de sociale medier har været delt - se et udpluk af indsparkene fra Twitter herunder: