Der er ikke meget klassisk socialdemokratisk kedeldragt og håndbajer over den nye fødevare-, landbrugs-, og fiskeriminister.

Selv om Rasmus Prehn er en vaskeægte partikriger, der har gået gennem rækkerne fra DSU til bagerste række i folketingsgruppen og videre til ministerholdet, så skiller han sig ud fra arketypen på en socialdemokrat.

Af folk i partiet beskrives som han intellektuel type med et internationalt udsyn og interesse for både kunst og design. Hans cv som sociolog og forfatter vidner også om, at han befinder sig i den ‘kulturradikale afdeling’ i Socialdemokratiet.

Men nu skal han bytte flyrejser til tredjeverdens lande ud med gummistøvler og overalls, efter han torsdag skiftede Udviklingsministeriet ud med Fødevare-, Landbrugs- og Fiskeriministeriet.

Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde Mogens Jensen overdrager Fødevarer, Landbrug og Fiskeriministeriet til Rasmus Prehn, i Miljø- og Fødevareministeriet i København torsdag den 19. november 2020.
Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde Mogens Jensen overdrager Fødevarer, Landbrug og Fiskeriministeriet til Rasmus Prehn, i Miljø- og Fødevareministeriet i København torsdag den 19. november 2020. Foto: Philip Davali
Vis mere

Hans første opgave bliver at foretage en stor hovedrengøring i Fødevareministeriet, hvor embedsværket har fået sønderlemmende kritik for sin håndtering af mink-sagen.

»Det bliver helt afgørende, at vi målrettet og systematisk lærer af de fejl, der er begået. Der er plads til forbedring. Sammen med den nye departementschef vil jeg lave systemet så fintmasket, at vi ikke kommer ud i sådan en situation igen,« sagde Rasmus Prehn, da han fik overrakt ministeriet af den afgående minister Mogens Jensen.

Selv om Rasmus Prehn kun har halvandet års ministererfaring, har han internt i Socialdemokratiet en relativt stor stjerne og betragtes først og fremmest som en driftsikker mand. Netop, hvad Mette Frederiksen har brug for, efter mink-skandalen har slået dybe revner i regeringens panser.

Rasmus Prehn fik det, mange kalder et junior-ministerium, da han blev udnævnt til udviklingsminister. En ministerpost, hvor man 'bare' skal besøge u-lande og uddele penge, lød den drillende udlægning, da han fik sin ministerdebut.

Statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterer Flemming Møller Mortensen som ny udviklingsminister og Rasmus Prehn som ny fødevareminister på Amalienborg torsdag den 19. november 2020.
Statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterer Flemming Møller Mortensen som ny udviklingsminister og Rasmus Prehn som ny fødevareminister på Amalienborg torsdag den 19. november 2020. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Til gengæld har Rasmus Prehn høstet store roser, da han sidste efterår vikarierede som kulturminister, efter Joy Mogensen mistede et ufødt barn.

Danmarks nye fødevareminister er muligvis ukendt for mange danskere. Da B.T. i juni spurgte danskerne om de forskellige ministres popularitet, var han den minister, som flest danskere ikke kendte.

Men statsminister Mette Frederiksen kender Prehn særdeles godt. Faktisk har de kendt hinanden helt tilbage fra ungdommen i Aalborg, hvor de begge var aktive i DSU og læste på Aalborg Universitet.

De har også været allierede genmem deres politiske karrierer på Christiansborg. Tilbage i 00’erne, hvor de socialdemokratiske kaffeklubber styrede partiet, var de begge en del af ‘netværket’, som blev styret af Mogens Lykketoft.

Minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn ankommer til præsentationen af den nye S-regering på Amalienborg i København, torsdag den 27. juni 2019. Torsdag præsenterer Socialdemokratiet den nye regering efter flere uger med forhandlinger.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn ankommer til præsentationen af den nye S-regering på Amalienborg i København, torsdag den 27. juni 2019. Torsdag præsenterer Socialdemokratiet den nye regering efter flere uger med forhandlinger.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Ellers må man konstatere, at Rasmus Prehn har levet en relativ stille tilværelse på Christiansborg, hvor han har haft kontor i over 15 år.

Den måske mest opsigtsvækkende sag med Rasmus Prehn i en ufrivillig hovedrolle var tilbage i 2014, hvor bogen ‘Den hemmelig socialdemokrat’ udkom.

Bogen kom med flere beretninger og beskyldninger fra de inderste kredse i Socialdemokratiet, og det fortsat et uløst mysterium, hvem der har skrevet bogen. Forfatteren var nemlig anonym, som bogtitlen mere end antyder.

Blandt medier og sågar hos bookmakerne blev Rasmus Prehn nævnt som hovedkandidaten til at være manden bag bogen.

Han afviste dog at være ‘den hemmelige socialdemokrat’, og der har heller aldrig været skyggen af dokumentation for, at han skrev bogen.