»Vi risikerer at lyde som et ekko af Venstre i starten af 00erne.«

Der er ikke begejstring at spore hos formanden for Liberal Alliances Ungdom, Nicolai Wang.

Udmeldingen kommer som reaktion på et interview med Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, i Jyllands-Posten.

Her fortæller Vanopslagh blandt andet, at Liberal Alliance ikke længere vil gå til valg på at afskaffe topskatten.

Samtidig fortæller partiformanden, at Liberal Alliance ønsker at være »bærende regeringsparti«.

Ungdomsformanden Nicolai Wang er bekymret over de nye toner fra Alex Vanopslagh, siger han til B.T.

»Jeg synes, de er ærgerlige. Jeg synes, at LA er et parti, der skal tale om brede linjer og overbevise befolkningen om liberalismen. Det synes jeg, at man giver en lille smule køb på ved at tale om processer, og hvad man vil nå i løbet af fire år.«

Er du bange for, at Liberal Alliance bliver for pragmatiske, når de taler om at ville være »bærende regeringsparti«?

Nicolai Wang, formand for Liberal Alliances Ungdom.
Nicolai Wang, formand for Liberal Alliances Ungdom. Foto: PR
Vis mere

»Jeg er ikke bange for det. Men jeg er bekymret for, at det er den retning, vi bevæger os hen imod. Det ville ærgre mig helt vildt meget. Jeg stoler grundlæggende på de mange gode folk, vi har i partiet, også Alex, men det her bekymrer mig,« siger Nicolai Wang.

Foreholdt kritikken fra ungdomsformanden maner Liberal Alliances politiske ordfører Solbjørg Jakobsen til besindelse.

»Liberal Alliances Ungdoms opgave er at holde moderpartiet i ørerne, og det er godt, at de står vagt om de liberale værdier. Jeg kan berolige Nicolai Wang og resten af Liberal Alliances Ungdom med, at vores ambitioner om bl.a. at fjerne topskatten helt og sikre, at de første 7.000 kroner er skattefri, er uændret. Det er stadig målet. Fireårsplanen er blot den konkrete plan for, hvordan vi kommer derhen,« lyder det fra Solbjørg Jakobsen i en skriftlig kommentar til B.T. 

»Jeg kan forsikre om, at vores værdikamp for et mere liberalt Danmark er den samme, som den altid har været, og målet stadig er at trække Danmark i en mere borgerlig-liberal retning,« tilføjer den politiske ordfører.

I interviewet med Jyllands-Posten understreger Alex Vanopslagh også, at Liberal Alliances principielle holdning stadig er, at topskatten skal afskaffes.

Man vil blot ikke gå til valg på at afskaffe topskatten helt, men i stedet gå til valg på at halvere den i løbet af en fireårig valgperiode. 

Dermed skrotter Vanopslagh sit partis økonomiske 2035-plan, hvor der ellers var lagt op til at afskaffe topskatten frem mod 2035.

Partilederen beretter også om ændringer i partiets holdning til den offentlige sektor, hvor man ikke vil spare så meget som hidtil meldt ud.

En ny økonomisk plan bliver først lanceret i sin fulde længde på et senere tidspunkt, oplyser Alex Vanopslagh til Jyllands-Posten.

Lyt til B.T.s debatprogram 'Borgerlig Tabloid' her: