Den 33-årige kommunikationskonsulent Tobias Pultz er enormt ærgerlig.

I mange år hørte han til på venstrefløjen, men i dag har han rykket sig.

En opsigtsvækkende udtalelse fra Alternativets folketingsmedlem Anna Bjerre i podcasten »Borgerlig Tabloid« bekræfter ham i, at det er den rigtige beslutning.

Her giver Anna Bjerre udtryk for, at hun vil stemme for at give statsborgerskab til personer, der mener, at homoseksuelle skal slås ihjel.

Tobias Pultz er selv homoseksuel, og for ham er udtalelsen et perfekt eksempel på, hvorfor han forlod venstrefløjen:

»De er enormt berøringsangste over for homofobi i minioritetsetniske miljøer, og deres holdninger er så gennemsyret af identitetspolitisk nonsens, at de hellere vil give folk dansk statsborgerskab, der ønsker ens død, end de vil risikere at blive kaldt racist.«

Er det retfærdigt at male venstrefløjen over med en pensel her? Venstrefløjen har vel historisk kæmpet en masse for netop LGBT+-rettigheder?

»Absolut. Historisk er det primært venstrefløjen, der har gjort det. Og dårlige idéer er bestemt ikke unikt for venstrefløjen. Men det er bare rigtig mange virkelig dårlige idéer på venstrefløjen, og venstrefløjen er desværre samtidig rigtig dårlige til at sige fra overfor deres ekstremister.«

Anna Bjerres udtalelser falder i kølvandet på TV 2-programmet »Højskolen« hvor Alternativet-politikeren mødte den muslimske debattør Abud Mustafa i en diskussion om danskhed. 

Efter programmet har Mustafa i 'Borgerlig Tabloid' udtalt, at der i et islamisk idealsamfund er dødsstraf for homoseksualitet.

Det er dén udmelding, Anna Bjerre reagerer på i forbindelse med tildeling af statsborgerskab, idet hun i Borgerligt Tabloid gør det klart, at hun ikke vil udføre »sindelagskontrol« og forfordele statsborgerskabsansøgere på baggrund af disses holdninger.

Med andre ord: Det skal ifølge Anna Bjerre ikke koste et eventuelt statsborgerskab, at man deler holdningen om dødsstraf for homoseksualitet.

»Men jeg har det fint med sindelagskontrol, for nogle kulturer og holdninger er bedre end andre,« siger Tobias Pultz.

Over 20 procent af danskerne har homofobiske holdninger, fastslog en stor undersøgelse fra Statens Serum Institut (SSI), som udkom i 2025.

Men muslimer »er i en helt ekstrem grad overrepræsenteret« på det punkt, sagde overlæge Morten Frisch fra SSI til Berlingske i den anledning.

Anna Bjerre (Å) har været i vælten for en udtalelse om tildeling af statsborgerskab til udlændinge med homofobiske holdninger. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det er nemlig kun 16 procent af muslimske mænd i Danmark, som mener, at homoseksualitet er helt ok.

Tobias Pultz har hæftet sig ved denne religiøse slagside: 

»Jeg ved godt, at når vi taler om fjendtlighed over for homoseksuelle i religion, så vil venstrefløjen gerne tale om for eksempel Indre Mission. Men det er ikke dem, som jeg har haft dårlige oplevelser med i bylivet. Jeg ved godt, hvem jeg er mest bange for.«

Men er Anna Bjerre ligefrem hyklerisk - eller er hun i stedet blot konsistent på sit princip om ikke at ville forskelsbehandle og dømme folk på baggrund af holdninger, også homofobiske holdninger? 

»Her vil jeg bare påpege, at hun jo sikkert går ind for, at det skal være strafbart at skrive homofobisk indhold på sociale medier. Selvom personer, der gør det, også 'bare' udtrykker en holdning, så vil hun dæmme op for det som hadtale.«

Han fortsætter:

»Så jeg synes, at hun begår en fejl og forråder en gruppe, som hun ellers siger, at hun står på mål for.«

B.T. har forelagt kritikken over for Anna Bjerre, der udtaler:

»Jeg tager fuldstændig afstand fra de ekstreme holdninger til homoseksuelle, som Abud giver udtryk for og i øvrigt senere har undskyldt for.«

Bjerre »anerkender også, at vi har et særligt problem med homofobi blandt nogle muslimer.« 

Hun fortsætter:

»Men jeg mener ikke, at løsningen er sindelagskontrol. I et demokratisk samfund bedømmer vi mennesker ud fra deres handlinger og ikke deres holdninger. Vi hverken kan eller skal kontrollere folks tanker – det ville risikere at blive en glidebane mod et samfund uden tankefrihed.«