Minister indkaldt til samråd om styrelses gentagne opfordringer om at straffe elever fra Ørestad Gymnasium.

Efterspillet på undervisningsminister Merete Riisagers (LA) afbrudte besøg på Ørestad Gymnasium ruller videre.

Torsdag har undervisningsordfører i Alternativet, Carolina Magdalene Maier, indkaldt ministeren til samråd.

I begyndelsen af marts afbrød undervisningsminister Merete Riisager (LA) og sognepræst Kathrine Lilleør pludseligt deres besøg på Ørestad Gymnasium grundet tilråb og angiveligt truende adfærd fra elever.

Ørestad Gymnasium lavede en redegørelse for hændelsen, hvor man ikke fandt grundlag for at straffe nogen elever.

Onsdag skrev Berlingske, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) var gået ind i sagen.

Styrelsen kritiserede Ørestad Gymnasies håndtering af hændelsen og opfordrede til, at ledelsen ombestemte sig og enten straffede enkelte elever eller kollektivt.

Netop STUK's håndtering af sagen har fået undervisningsordfører Carolina Magdalene Maier (Å) op af stolen:

- Det er det, at de gentagne gange lægger pres på bestyrelsen og ikke anerkender ledelsens vurdering af, at der ikke er anledning til at sanktionere elever, siger hun til Ritzau.

Ifølge ordføreren er det gymnasiets ledelsesret selv at vurdere, om der er grundlag for at straffe elever. Da styrelsen hører under Undervisningsministeriet, er det Merete Riisager, der hives i samråd.

STUK skriver omvendt i deres vurdering, at Ørestad Gymnasiums ledelse har pligt til at sanktionere elever, der overtræder studie- og ordensregler ved at råbe skældsord eksempelvis.

Torsdag aften skrev Berlingske, at både ledelse og lærere på Ørestad Gymnasium afviser at følge STUK's anvisninger - hverken om kollektive eller individuelle sanktioner mod elever.

- Man kan ikke straffe 1.200 elever, fordi der måske er nogle få, der har opført sig dårligt, siger gymnasiets bestyrelsesformand René van Laer til Berlingske.

Gymnasiets oprindelige vurdering beror ifølge avisen på en granskning af videoer fra besøget.

Her har man fastslået, at det ikke er muligt at identificere de elever, der råbte skældsord efter ministeren.

/ritzau/