Ulve-minister hånes: 'Har han skudt sig selv i foden?'
På sociale medier gøres der heftigt grin med ministeren Christian Rabjerg Madsens (S) meget omtalte pressemøde med en skuddræbt ulv.

På sociale medier gøres der heftigt grin med ministeren Christian Rabjerg Madsens (S) meget omtalte pressemøde med en skuddræbt ulv.

Kritikken vælter ned over minister for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S), efter han fredag poserede på et pressemøde med en skuddræbt ulv.
Seancen med ministeren iført friluftbukser er blevet heftigt diskuteret af både politiske iagttagere og brugere på sociale medier.

'Når en minister vil vise handlekraft, og det ender med en unødig og provokerende magtdemonstration. Har ministeren mon skudt sig selv i foden?,' skriver kommunikationsrådgiver Anna Thygesen i et opslag på Linkedin.
Ironiske opslag
Flere profiler og brugere på sociale medier deler referencer fra gamle pressemøder, hvor eksempelvis den tidligere amerikanske præsident Barack Obama fortalte, at den eftersøgte terrorist Osama bin Laden var død.
Herefter krydsklippes hen til pressemødet, hvor Rabjerg konstaterer, at problemulven er død.
Andre brugere laver en ironisk sammenligning ved at dele et billede af ekspræsident George W. Bush, da han blev informeret om terrorangrebet 11. september 2001.

Anna Thygesen mener da også, at der er tale om et 'fejlgreb' fra ministerens side.
'Et pressemøde med en dræbt ulv som rekvisit signalerer ikke ro og kontrol. Det sender et dumt signal om magt i en sag, hvor befolkningen er dybt splittet,' skriver Anna Thygesen.
Det har også vakt stor kritik fra begge politiske fløje, at der gik ti timer, før myndighederne fortalte om nedskydningen af en såkaldt problemulv ved Nørre Nebel.
Naturstyrelsen skød torsdag aften ulven i Vestjylland - men først fredag morgen klokken 08.00 blev det meddelt, at ulven var blevet skudt.
Det skete via en pressemeddelelse, hvorefter Christian Rabjerg Madsen på et pressemøde - med den døde ulv foran sig - kunne fortælle nærmere om sagen.
»Jeg synes, at det er under al kritik, at man tilbageholder informationen for befolkningen, indtil man finder det mediemæssigt opportunt at melde noget ud,« lød det tidligere lørdag fra blandt andet De Konservatives politiske ordfører, Frederik Bloch Münster.
B.T. politiske analytiker, Henrik Qvortrup, har kaldt Christians Rabjerg Madsens pressemøde med ulven for »bizart« og »ekstremt iscenesat«. Læs mere HER.