Efter et flot personligt valg til den tidligere håndboldlandstræner og en konstituering med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti står det nu klart, at Viborgs nye førstemand hedder Ulrik Wilbek.

»Vi har forhandlet en politisk aftale på plads, og den vil vi præsentere i fuld form i morgen. Så må vi se om K, SF og Enhedslisten vil gå med i den aftale. Det håber jeg de vil, for en bred konsituteringsaftale vil være det bedste for borgerne i Viborg,« sagde han natten til onsdag.

Her var han flankeret af den socialdemokratiske spidskandidat Per Møller Jensen, der var glad for at have genetableret det samarbejde, partiet havde med Venstre før kommunalreformen.

»Når vi ikke selv er gået frem på mandater, så er det alt i alt en situation, jeg er godt tilfreds med,« sagde Jensen, der er en af de absolutte veteraner i byrådet.

Den detroniserede borgmester Torsten Nielsen (K), der overtog posten efter den nuværende partiformand og justitsminister Søren Pape Poulsen, var derimod ikke begejstret for forløbet, der førte til, at Ulrik Wilbek nu kan sætte sig i borgmesterstolen.

Han afviser, at der er tale om et kup, men synes ikke, at forhandlingerne er foregået ’ordentligt’.

»Vi fik at vide, at der lå et politisk aftalegrundlag på bordet, men vi vil se hvad vi siger ja til, før vi går med i en konstituering. Jeg synes det er tom snak, når V inden valget har sagt, at de ønsker en bred konstituering. Det viser det her forløb med al tydelighed, at de ikke gør,« lyder bredsiden fra Torsten Nielsen.

De Konservative har haft ifølge Torsten Nielsen haft følere ude, men partiet nåede aldrig at komme med reelle krav i forhandlingerne, siger han.

»Vi fik kun stillet krummerne fra de riges bord i udsigt, og det vil vi ikke være med til.«

De Konservative har nu udbedt sig betænkningstid til onsdag.

»Vi har givet dem et tilbud, og vi er stadig åbne for, at de kan gå med i aftalen,« sagde Ulrik Wilbek.

Han afviser, at forhandlingerne har været udemokratiske.

»Det afhænger nok af øjnene, der ser. Vi føler ikke, vi har underløbet nogen. Vi havde ingen forhåndsaftaler på plads, men selvfølgelig havde vi forberedt os på forskellige scenarier, og det her var et af dem. Jeg synes ikke det er spor udemokratisk, vi har to tredjedele af vælgerne bag os med denne konstitueringsaftale, og vi håber at de andre partier vil være med i den.«

Tilbage i 2013, hvor det lykkedes Søren Pape Poulsen at genvinde magten, var stemningen mellem Venstre og Konservative mildt sagt også kølig. I et interview med Danske Kommuner beskrev Søren Pape Poulsen forholdet til Venstre som ’professionelt’.

Ikke mere end det.

»Vi taler om et parti, der ved alle givne lejligheder de sidste fire år har stået og banket på mig med en kølle. Det giver jo ikke kys, kram og hjertelige forhold,« sagde han dengang.

Venstre er med ti mandater det største parti i Viborg, skarpt forfulgt af Socialdemokratiet med ni mandater, mens Konservative må tage til takke med tredjepladsen. Partiet har syv mandater i det kommende byråd.

Ulrik Wilbek fik 7.537 personlige stemmer.