I knap otte år har borgmester Ulrik Wilbek (V) haft et meget farverigt værk hængende bag sig på sit borgmesterkontor på rådhuset.

Og sådan fortsætter det, selvom han ikke stiller op ved næste valg. 

For han har nu erhvervet sig maleriet, der sendte den tidligere håndboldlandstræner ud i en mindre shitstorm i 2018. Det skriver Viborg Stifts Folkeblad.

Præcis som han lovede at gøre, hvis ikke det blev solgt. 

For det skabte enorm omtale, da Viborg Kommune for syv år siden betalte 95.000 kroner for maleriet, der er malet af den litauiske kunstner Vilmantas, til den dengang nyvalgte borgmester Wilbek.

I den forbindelse bebudede Ulrik Wilbek, at han ville købe maleriet for det samme beløb, som kommunen havde givet, hvis kommunen ikke kunne få pengene igen, når Wilbek en dag takkede af som borgmester.

Frem til klokken 12 tirsdag kunne alle byde på maleriet, men med et bud på 95.000 kroner vandt den afgående borgmester altså auktionen.

»Det har jeg det godt med. Jeg ville ikke have budt 95.000 kroner, hvis ikke jeg vil have det,« siger Ulrik Wilbek til Viborg Stifts Folkeblad.