Ulla Sørensen fra Middelfart blev for alvor kendt, da hun kort efter sidste uges kommunalvalg skiftede parti fra Socialdemokratiet til Venstre.
Det udløste både harme og voldsomme reaktioner i form af trusler og hadske beskeder.
Sidenhen har Fyens Stiftstidende skrevet, at Ulla Sørensen skulle være under PET-beskyttelse, men det afviser hun nu over for TV 2.
»Det er ikke en historie. Jeg har talt med politiet og deres demokratigruppe. Det er alt,« skriver hun i en besked til mediet.
Fyens Stiftstidende berettede ellers, at hun skulle have fået PET-beskyttelse som følge af chikane og trusler.
Hendes samlever har også fortalt, at hun blev kaldt »Judas« på gaden, hvor hun også blev spyttet i ansigtet. Hændelserne er også blevet anmeldt til Fyns Politi.
Partihoppet fik også den 19-årige Eik Bærholm Frikke, socialdemokratisk byrådskandidat i Middelfart, til at arrangere en demonstration.
Han kaldte Ulla Sørensens beslutning for et »svigt af borgernes tillid«. Det kan du læse mere om HER.
Efter skiftet til Venstre troede mange, at Ulla Sørensen ville blive kommunens nye borgmester. Men det skete ikke.
Torsdag blev Venstres Anders Møllegård imidlertid præsenteret som borgmester, mens Ulla Sørensen sagde, at hun blot havde ageret forhandlingsleder.
