Der lyder en skarp kritik fra den ukrainske ambassade i Danmark af forretningsmænd som Christian Stadil, der har hyldet Ukraine offentligt, mens de tjente penge i Rusland.

Det fremgår af et svar, B.T. har fået fra chefrådgiver ved den ukrainske ambassade i Danmark Juri Romantjuk.

»Enhver, der fortsætter med at tjene penge og betale skat i Rusland, mens han offentlig støtter Ukraine, er en forretningsmand af den type, der står med et ben i hver lejr. Sådan en adfærd er principløs og kynisk,« skriver Juri Romantjuk og fortsætter:

»Faktisk svarer det til økonomisk støtte til krigen og drab på uskyldige ukrainere.«

Kritikken er et svar på flere spørgsmål, B.T. stillede den ukrainske ambassade i sidste uge, da Christian Stadil oplyste, at virksomheden Brødrene Hartmann, som han er hovedaktionær i, ville blive i Rusland.

Lørdag skiftede Brødrene Hartmann dog mening og oplyste, at de nu vil sælge fabrikken i Rusland.

Christian Stadil meldte allerede i begyndelsen af marts ud, at Thornico-konglomeratet, som han er medejer af og direktør for, stoppede al samhandel med Rusland.

Samtidig høstede Hummel-milliardæren likes og anerkendelse på Facebook, hvor han lavede flere opslag om, hvordan han støttede Ukraine ved at købe flag og T-shirts.

Men B.T. kunne efterfølgende afsløre, at Brødrene Hartmanns fabrik opretholdt sin produktion på fabrikken i Rusland og dermed bidrog til Thornico og derigennem Christian Stadils milliardforretning.

Christian Stadil ønskede ikke at svare på B.T.s spørgsmål om, hvorfor han beholdt aktierne i en virksomhed, der tjente penge i Rusland, men henviste til et svar givet af administrerende direktør i Brødrene Hartmann Torben Rosenkrantz-Theil.

Christian Stadil – ejer af og direktør i Thornico.
Christian Stadil – ejer af og direktør i Thornico. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Her lød det:

»Hvis vi indstiller produktionen eller sætter vores fabrik til salg, vil den russiske regering vinde mere, end hvis vi opretholder driften. Det største økonomiske bidrag til den russiske regering ville være en overdragelse af vores fabrik, der straks kan drives videre på russiske hænder.«

En forklaring, flere andre danske virksomheder, der har holdt fast i deres russiske forretninger, også har givet.

Men ifølge rådgiver ved den ukrainske ambassade i Danmark Juri Romantjuk er frygten, for at den russiske stat vil overtage en dansk fabrik, ubegrundet.

»Danmark har underskrevet en traktat med Rusland, hvori der er en gensidig aftale om at beskytte investeringer i hinandens lande,« oplyser han i et skriftligt svar til B.T.

Han påpeger også, at traktaten beskytter mod ekspropriation.

Hummel-milliardæren Christian Stadil er ejer og direktør i konglomeratet Thornico, som har aktiemajoriteten i virksomheden Brødrene Hartmann, der fortsætter sin produktion i Rusland.
Hummel-milliardæren Christian Stadil er ejer og direktør i konglomeratet Thornico, som har aktiemajoriteten i virksomheden Brødrene Hartmann, der fortsætter sin produktion i Rusland. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Det vil sige, at Rusland vil være ansvarlig for den skade, der påføres de danske virksomheder, hvis de bliver konfiskeret.

Og skulle det ske, at Rusland overtog en dansk fabrik, ville virksomheden kunne søge erstatning og inddrive sine tab i russiske virksomheders aktiver i EU, skriver Juri Romantjuk.

»Ukraine fortsætter med at insistere på, at forretningsforbindelser med Rusland, herunder forretninger på Russisk territorium skal afsluttes. Fred, liv og retfærdighed er meget vigtigere end penge.«

B.T. har forelagt den ukrainske ambassades kritik for Christian Stadil, men han oplyser i en mail, at han er optaget af møder hele dagen, og henviser til direktør for Brødrene Hartmann Torben Rosenkrantz-Theil.

Han skriver i en mail, at:

»Vi betragter risikoen for nationalisering som særdeles reel.«

Men har ikke yderligere at tilføje.

B.T. ville ellers gerne have interviewet Torben Rosenkrantz-Theil om, hvorfor Brødrene Hartmann har ændret mening og sat fabrikken til salg, men Torben Rosenkrantz-Theil har altså ikke ønsket at stille op til interview.