»Det er ekstremt vildt, at det overhovedet kan ske.«
Sådan lyder det fra den tidligere PET-agent Stiig Wæver, efter en ukendt mand ifølge det grønlandske medie KNR onsdag fik adgang til det fly, der fredag i sidste uge skulle fragte Mette Frederiksen hjem fra Grønland.
Manden skulle angiveligt være nået hele vejen op i flyet med en pose i hånden, hvor han stod og rodede i bagagehylderne.
Først da blev han fjernet fra flyet.
»Det er en virkelig pinlig affære, at man ikke er mere opmærksom,« siger Stiig Wæver til B.T. I dag driver han sit eget sikkerhedsfirma.
Det pinlige skyldes ifølge Wæver især den meget usikre situation, som Danmark og Grønland står i lige nu, hvor USA truer.
»Vi er under et massivt pres lige nu, og så skal sikkerheden simpelthen være optimal.«
I situationen var der ingen, der kom til skade, hvilket var det værste scenarie. Men et andet uheldigt scenarie er stadig sandsynligt, efter denne fejl blev begået, mener den tidligere PET-agent.
»Hvis denne historie ender med at gå verden rundt, er det vand på Donald Trumps mølle om, at vi ikke kan forsvare Grønland,« siger Stiig Wæver.
»Det ville sende et rigtig dårligt signal, at vi ikke engang kan sikre vores egen statsministers fly.«
Efter den ukendte mand blev fjernet fra flyet, blev et nyt fly ifølge KNR bragt til Nuuk for at fragte Mette Frederiksen hjem.
Stiig Wæver fortæller, at han nok ville have gjort det samme i den pågældende situation, da det tyder på, at sikkerhedsfolkene omkring statsministeren ikke har været 100 procent sikre på det oprindelige fly.
»De har nok vurderet, at de har været nødsaget til at bruge et 'rent fly'. Man ved jo ikke, hvad der er foregået, og om der er placeret aflytningsudstyr eller lignende.«
»Men det er en bekostelig fejl at lave. Det er ikke gratis at flyve et nyt fly til Grønland, hvis det er rigtigt,« siger han.
Stiig Wæver kan ikke forklare, hvordan en ukendt mand ifølge de tilgængelige oplysninger overhovedet kan lykkes med at få adgang til flyet.
»Jeg håber, at han har haft noget legitim information eller id, som har kunnet skaffe ham forbi det første sæt vagter. Men uanset hvad må det aldrig ske.«
Han vurderer dog, at Danmark trods hændelsen er gode til at imødekomme og afsikre potentielle sikkerhedstrusler.
Til KNR bekræfter Greenland Airports, at der har været en hændelse, men vil ikke kommentere og henviser til Grønlands Politi.
Grønlands Politi bekræfter også at have været til stede i Nuuk Lufthavn i forbindelse med en hændelse, men vil ikke udtale sig om den konkrete sag.
KNR har også forelagt oplysningerne for Statsministeriet, som mediet skriver ikke har nogle kommentar.


