En af dansk udenrigspolitiks store skikkelser kritiserer i kraftige vendinger den amerikanske præsidents opførsel over for Danmark.

Uffe Ellemann-Jensen er bestemt ikke begejstret for Donald Trumps afbud til et nært forestående statsbesøg i Danmark.

Det var en meget forarget amerikansk præsident, der onsdag aften dansk tid begrundede afbuddet til Danmark med, at Mette Frederiksens retorik ikke viste respekt over for USA.

Ordet 'absurd', som statsministeren benyttede i et interview med DR for nogle dage siden, går igen i Donald Trumps begrundelse.

Mette Frederiksen afviste tidligere onsdag, at hun med sin bastante afvisning af Trumps idé om at købe Grønland har sin del af ansvaret for, at den amerikanske præsident har aflyst sit statsbesøg i Danmark.

»Jeg vil gerne fastholde, at vi fra start har budt den amerikanske præsident velkommen. Det gør jeg også i dag.«

Sådan lød det fra Mette Frederiksen på et hasteindkaldt pressemøde onsdag eftermiddag. Hun tilføjede:

»Jeg håber selvfølgelig på et lige så tæt og godt samarbejde USA og Danmark imellem i dag, som vi har haft de senere år. Når der så bliver rejst en diskussion om et salg af Grønland, så reagerer grønlænderne selvfølgelig. Det er deres land, vi taler om. Og jeg har kun – vil jeg gerne understrege – fundet anledning til at bakke grønlænderne op i det svar, der er givet til præsidenten.«

Donald Trump har ry for at være tyndhudet, og flere amerikanske medier som CNN og The Washington Post har bidt mærke i, at Trumps pludselige aflysning af statsbesøget faldt, kort efter Mette Frederiksen for rullende kameraer under sit besøg i Grønland kaldte diskussionen om at sælge Grønland for netop 'absurd'.

Statsminister Mette Frederiksen holder doorstep for pressen ved Eigtveds Pakhus onsdag den 21. august 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen holder doorstep for pressen ved Eigtveds Pakhus onsdag den 21. august 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Var hun for direkte og udiplomatisk i sin afvisning af Trump og dermed Danmarks vigtigste allierede?

Nej, siger tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen.

»Mette Frederiksens måde at sige det på er helt korrekt, for det er absurd. Hvis man gik ind på tankegangen om at sælge Grønland, ville vi skulle ændre vores grundlov. Alene det siger jo, hvor absurd ideen er,« siger han.

Uffe Ellemann-Jensen lægger entydigt ansvaret for det aflyste statsbesøg på Trumps skuldre.

»Hvis nu Trump lyttede til sine egne diplomater – hvad han jo ikke gør – havde han vidst, at det ikke ville kunne lade sig gøre at købe Grønland. Det er Donald Trump, der har skudt sig selv i foden, fordi han nu har forpasset en mulighed for at diskutere Danmarks og Grønlands forhold til USA.«

Der er imidlertid ingen tvivl om, at Mette Frederiksens bastante afvisning af Trump var målrettet den grønlandske og danske befolkning, vurderer Uffe Ellemann-Jensen.

»Hun var nødt til over for grønlænderne at gøre det klart, at det med at sælge Grønland er en absurd tanke, som Danmark slet ikke vil gå ind i,« siger han og tilføjer:

»Det er USA, der taber på det her. For Trumps reaktion over for Danmark smitter af på mange andre europæiske lande, der nu tænker: 'Hvordan pokker er det, han behandler en nær allieret'.«

Aflysningen af Trumps statsbesøg ændrer imidlertid ikke på, at USA fortsat er Danmarks største og vigtigste allierede, og de diplomatiske forbindelser vil fortsætte, siger Uffe Ellemann-Jensen.

»Kontakterne er der hele tiden på diplomatisk niveau gennem blandt andet vores ambassadør i USA.«

I et tweet skriver Trump – efter at have takket Mette Frederiksen for med sin klare tale at have sparet både USA og Danmark for en masse udgifter og besvær – at han ser frem til at besøge Danmark en anden gang i 'fremtiden'.

»Jeg kneb mig selv armen, da jeg så, at det var hans begrundelse for at aflyse statsbesøget.«

»Han kunne have sagt, at han havde glædet sig til besøget i Danmark, men var nødt til at aflyse på grund af en presset kalender. Derfor tror jeg heller ikke, at han kommer i fremtiden,« siger Uffe Ellemann-Jensen.