Venstres tidligere formand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der var skarp kritiker af Jyllands Postens Muhammed-tegninger, tvivler på, at den forhenværende imam Ahmed Akkari nu giver danskerne den fulde sandhed.

I sin nye bog 'Min afsked med islamismen' beskriver Akkari, hvordan han sammen med en lille gruppe af andre imamer stod bag en kampagne mod Danmark, der endte med massedemonstrationer, afbrændte ambassader og snesevise af dræbte i Mellemøsten.

Akkari skriver blandt andet, at han og de øvrige topislamister bag krisen ville bruge sagen om Muhammed-tegningerne til at presse Danmark til at give indrømmelser og positiv særbehandling af ortodokse muslimer.  



Han afslører også, at imamerne i al hemmelighed mødtes med terrororganisationerne Hamas og Hizbollah for at få deres hjælpe til at føre kampagne mod Danmark.

Men Akkaris afsløringer giver Uffe Ellemann-Jensen ikke meget for.

- Jeg har ikke set, hvad der står i bogen, og jeg agter heller ikke at kommentere på den. Jeg tvivler på, at han nu giver den fulde sandhed, siger Uffe Ellemann-Jensen kortfattet i en telefon fra London.



Uffe Ellemann-Jensen kritiserede også daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) for efter balladen i Mellemøsten af afvise et møde med ambassadører fra de lande, der krævede Jyllands Posten straffet.

Netop Jyllands Postens forhenværende chefredaktør Cartsen Juste opfordrer ellers direkte Uffe Ellemann Jensen og andre som under Muhammed-krisen 'smiskede' for Akkari til at reagere på de nye oplysninger i bogen.



- De nye afsløringer sender et nådesløst lys ned over deres moralske svigt under krisen. Deres udtalelser og analyser dengang virker nu, ja nærmest komiske. De tog fatalt fejl på alle områder. Man kunne håbe på, at de besinder sig. På den anden side er det nok lettere at lære en chimpanse at spille Beethovens violinkoncert end at få eksempelvis en Uffe Ellemann-Jensen til at erkende, at han har taget fejl. Af alle dolkede han sin efterfølger Anders Fogh Rasmussen bagfra. Nu bekræfter Akkari, at Fogh handlede korrekt i enhver henseende. Jeg håber, at historikerne får læst Akkaris bekendelser, siger Carsten Juste i lørdagens BT. 

Men Uffe Ellemann-Jensen har ikke skyggen af røde ører.

- Jeg har på ingen måder tænkt mig at sige undskyld eller kommentere på bogen, siger han.