Alternativets Uffe Elbæk vil gå ind til dronning Margrethe med en seddel, der står 'Uffe' på, hvis der skal findes en kongelig undersøger efter næste valg.

»Vi støtter hverken Lars Løkke eller Mette Frederiksen,« siger han, men han regner dog med at ligge tættere på Mette Frederiksen.

»Hvis Lars Løkke bliver kongelig forhandler, vil han invitere mig på kaffe, og vi vil spørge ham, hvilken politik han vil føre. Den vil vi så med 99 pct. sikkerhed sige nej tak til. Vi vil sige, at han sikkert vil blive mødt med et mistillidsvotum.«

»Hvis Mette Frederiksen får chancen for at blive kongelig forhandler, vil vi stille samme spørgsmål til hende. Hun har en bedre chance for ikke at blive stemt ned, hvis hendes politik er grøn nok og solidarisk nok, og hvis den økonomiske politik gør op med uligheden. Men vi bliver ikke parlamentarisk grundlag for hverken Løkke eller Mette,« siger Uffe Elbæk.

Han vil i princippet pege på sig selv som statsminister. Den beslutning traf han, da Mette Frederiksen officielt meddelte, at hun ikke vil have De Radikale og SF med i regering, ligesom de kom i den sidste S-regering.

»Hun gav sig selv et frihedsbrev, da hun sagde, at hun vil danne en etpartiregering, og at vi og De Radikale ikke får indflydelse på udlændingepolitikken. Men så giver vi også os selv et frihedsbrev. For det vil vi ikke acceptere,« siger Uffe Elbæk.

På væggen på hans kontor hænger et billede af hans politiske landskab. I stedet for rød og blå blok er der fire politiske verdenshjørner: et rødt og et blåt, men også et gult for de nationalkonservative, DF og Nye Borgerlige, og et grønt for Alternativet og De Radikale.

»Vi synes, alle partier bør stille med en statsministerkandidat. Kristian Thulesen Dahl burde være blevet statsminister efter sidste valg. DF blev jo større end Venstre. DF har ikke vist det ansvar og samfundssind, de burde, med den opbakning, de havde i 2015,« siger Uffe Elbæk.

I tænker måske også, at der skete store vælgerskred ved sidste valg i Italien og Frankrig, og at partierne til venstre for Socialdemokratiet kunne få stor fremgang sammen?

»Ja. Vi laver politisk disruption (opbrud, red.) Helt bevidst for at få en anden politisk virkelighed, hvor der ikke bare er en rød og blå blok, men også en grøn.«

»Vi har en analyse på denne tavle. Her er fire hovedpositioner på det politiske landkort: en rød, hvor Enhedslisten er mest ikonisk, en blå, hvor Liberal Alliance er mest ikonisk. En gul, nationalkonservativ, hvor DF er mest ikonisk, og en grøn, hvor vi er det mest klare udtryk.«

Og det er en plan med lange udsigter. Uffe Elbæk mener, at han var først til at kræve grøn omstilling, ligesom DF i sin tid var først til at kræve en anden udlændingepolitik. Ligesom udlændingepolitikken siden til dels er blevet kopieret af Venstre og Socialdemokratiet, regner han med, at det grønne er fremtidens politiske omdrejningspunkt - det nye sort.

»Den grønne dagsorden får ikke fuld gennemslagskraft ved dette valg, men vi kigger mindst to valg frem. Det vil kulminere i 2023 eller 2027,« mener Uffe Elbæk.