Uffe Elbæk, der var med til at stifte Alternativet, er ikke tilhænger af et muligt navneskift fra »Alternativet« til »Et Alternativ«.

Det siger han til programmet Sig det Løgn på Radio III:

»Det er et så fuldstændig latterligt forslag.«

Forslaget om navneskift er stillet af en intern gruppe i Alternativet, og partiets medlemmer skal tage stilling til det på Alternativets landsmøde i weekenden.

Blandt andet med begrundelsen, at navnet »Alternativet« går på kompromis med tre af Alternativets kerneværdier: empati, ydmyghed og generøsitet.

»Jeg håber, det bare bliver stemt vanvittigt ned,« siger Uffe Elbæk.

Uffe Elbæk var med til at stifte partiet i 2013, og han var politisk leder af partiet fra 2013 til 2020, inden han meldte sig ud af partiet i 2020 og siden blev medlem af Frie Grønne i 2021.

I 2022 vendte han tilbage til Alternativet kort inden folketingsvalget, hvor han ikke genopstillede.