Lyt til artiklen

Det hører med til rollen som opposition, at man stiller spørgsmål, fremsætter beslutningsforslag og hiver ministre i samråd. Men Uffe Elbæk gør det kun ganske sjældent.

Siden Uffe Elbæk i sommeren 2015 blev valgt til Folketinget for Alternativet, har partiets frontfigur ikke haft nogen ordførerskaber. Han er heller ikke medlem af nogen udvalg, har ikke stillet udvalgsspørgsmål og har heller ikke kaldt en minister i samråd. Han har dog stillet tre paragraf 20-spørgsmål og stået bag fem beslutningsforslag.

Det viser en opgørelse over partiledernes aktivitetsniveau, som B.T. har foretaget på baggrund af tal fra Folketinget.

Tallene viser, at SF's formand, Pia Olsen Dyhr, er den mest aktive, mens Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, får andenpladsen. Netop Enhedslistens politikere har tradition for at være særdeles spørgelystne, men siden valget har Pia Olsen Dyhr stillet flere udvalgsspørgsmål end Pernille Skipper.

Modsat Uffe Elbæk har hun to ordførerskaber på social- og ligestillingsområdet.

»Det betyder meget for mig at have noget, jeg kan dykke ned i og få lov til at nørde med. Det ville jeg ikke være foruden, for det er noget af det, der driver mig,« siger hun.

For Enhedslisten er det at stille spørgsmål og fremsætte forslag en central del af partiets parlamentariske strategi.

»Vi ændrer holdninger uden for Christiansborg ved at møde mennesker, men det er også vores rolle at kontrollere regeringen og sørge for, at den investerer i velfærden, og vi afslører, hvis den ikke gør det. Det er en vigtig rolle, og jeg synes da bestemt, man skal bruge de parlamentariske værktøjer, man har til rådighed. Ellers synes jeg, man går glip af noget,« siger Pernille Skipper.

Så Alternativet får ikke fuld valuta for mandaterne?

»Jeg vil ikke fælde dom over deres strategi.«

Det gør Kasper Mølller Hansen heller ikke. Men som professor i statskundskab ved Københavns Universitet ved han en del om, hvad vælgerne mener om de folkevalgtes gøren og laden. Og de er generelt glade for politikere, der er aktive.

»Vælgerne har en ret stor forventning om, at partilederne passer deres arbejde i Folketinget. Når der kommer historier om, at nogle politikere ikke er så aktive, er det gennemsnitligt set ikke noget, vælgerne synes godt om. Selv om der er andre måder at lave politik på end at være aktiv på Christiansborg,« siger han.

Politik laves ikke kun på Christiansborg, mener Alternativet.
Politik laves ikke kun på Christiansborg, mener Alternativet. Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Der findes ikke umiddelbare data på, hvor meget politikerne har været rundt i landet.

»Politikerne bør nok blive bedre til at synliggøre den del af deres arbejde,« siger Kasper Møller Hansen.

Mener du, man går glip af noget, hvis man ikke stiller spørgsmål og kalder ministre i samråd?

»Der skal være plads til begge strategier. Det er svært at vise, om den kop kaffe, Uffe Elbæk har drukket ude i landet i stedet for at skrive et paragraf 20-spørgsmål, batter lige så meget som spørgsmålet - men Alternativet har jo slået sig op på at lave politik på en ny måde,« lyder det fra Kasper Møller Hansen.

Og det er lige præcis hvad, det handler om for Alternativet, lyder det fra partiets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist. Han stiller op i stedet for Uffe Elbæk, der er på ferie. Med tog, naturligvis.

»Tallene her betyder ikke så meget for os. Vi ser ikke politik som en enmandssport, men som en holdsport. Om det er Uffe eller en anden, der lægger navn til et beslutningsforslag, er ikke det afgørende,« siger han.

Andre vælger at bruge partilederen som frontfigur i visse sager for at sikre maksimal eksponering. Hvorfor gør I ikke det?

»Uffe sidder ikke i nogle udvalg, men er politisk leder og sparrer med os andre hele tiden. Det er den måde, vi har organiseret os på, og det er vi godt tilfredse med. Det betyder langt mere for os, at vi kommer ud i landet og møder folk.«

Uffe Elbæk bruger sin tid på at sparre med Alternativets ordførere - snarere end på at grille ministre på samråd i Folketinget.
Uffe Elbæk bruger sin tid på at sparre med Alternativets ordførere - snarere end på at grille ministre på samråd i Folketinget. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

I den optik er det vel nærmest gode tal, fordi de viser, at Uffe ikke sidder i timelange samråd i Folketinget?

»Jeg ved ikke, om det er gode tal.«

Har I andre parametre, I måler hinanden på, nu hvor Folketingets klassiske discipliner ikke er et af dem?

»Nej, vi har ingen resultatkontrakter med folketingsmedlemmerne. Politik handler ikke om at stille flest eller færrest spørgsmål - det handler blandt andet om at føre kontrol med regeringen. Som oppositionsparti er vi jo ikke med til særligt meget, men kan vi skubbe på dagsordner på andre måder, gør vi det.«