Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen har været på frierfødder. Nytårsaften friede han til sin kæreste gennem to år, Morten K. Thygesen.

»Det var virkelig impulsivt. Jeg friede foran vores fem bedste venner, det var hyggeligt og intimt.,« fortæller udviklingsministeren og fortsætter:

»Jeg tænkte for mig selv 'Er det i aften?' Vi havde jo snakket om det, og de næste 20 minutter blev jeg ved med at vende tilbage til spørgsmålet.

Parret afslørede deres forlovelse i et fælles opslag på Facebook.

Faktisk var frieriet så impulsivt, at udviklingsministeren ikke havde en ring klar til sin gom.

»Det var virkelig intenst at få det der svar. At se responsen og tårerne i øjenkrogen. Så blev vi alle sammen betuttede, og det gav et ekstra lag til nytårsaften.«

Og så har et frieri nytårsaften den fordel, at man ikke lige glemmer, hvornår det var, lyder der grinende fra Flemming Møller Mortensen.

Det er ikke første gang, den 58-årige socialdemokrat finder kærligheden.

I 2019 mistede han sin mand, professor Erik Elgaard Sørensen, til kræft.

»Jeg er uddannet sygeplejerske, og jeg ved, hvor kort livet kan være. Jeg skal have muligheden for at forkæle en anden. Jeg er glad og privilegeret over, at jeg har en kæreste i himlen og en på jorden. Jeg lovede Erik, at jeg ville vælge tosomheden, selvom han ikke var her mere.«

Det nyforlovede par mødte hinanden i sommeren 2020. Og efter to år, gik udviklingsministeren altså på knæ.

Brylluppet skal stå 21. maj i Budolfi Domkirke i Aalborg.