Udvalgte grupper får tilskud til elbiler og afsked med olie- og gasfyr
Regering og støttepartier er enige om tilskudsordning til elbiler og pulje til omstilling væk fra gas og olie.

Regering og støttepartier er enige om tilskudsordning til elbiler og pulje til omstilling væk fra gas og olie.

Det skal være billigere for danskere med en lav indkomst, der bor uden for de store byer, at droppe benzin- eller dieselbilen for en elbil og at skifte væk fra olie- og gasfyr.
Det fremgår af en grøn delaftale mellem regeringen og dens støttepartier, Alternativet og Enhedslisten.
Helt konkret vil aftaleparterne sætte penge af til en tilskudsordning til elbiler, der er målrettet lavindkomstgrupper. Ordningen og afgrænsningen af målgruppen er endnu ikke konkretiseret i aftalen.
Aftalepartierne vil også se på, om det vil være muligt at give tilskud til køb af elbil.
Der vil i alt blive afsat 450 millioner kroner til tilskudsordningen til elbiler i en periode på tre år - fra 2028 til 2030. Derudover vil regeringen søge yderligere midler via EU's Sociale Klimafond.
- Vi skal sikre en økonomisk håndsrækning til alle der gerne vil den grønne omstilling, men som er økonomisk udfordret, siger klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R) på et pressemøde om aftalen.
I forhold til den del af aftalen, der skal give et økonomisk incitament til at skifte olie- og gasfyr ud, er det også målrettet lavere indkomstgrupper.
Aftalepartierne er enige om at afsætte midler til et kommende grønt varmeudspil, der blandt andet skal anvendes til et målrettet tilskud til husstande
Med aftalen vil der desuden blive afsat en økonomisk ramme til et kommende grønt varmeudspil, som blandt andet skal anvendes til et målrettet tilskud til husstande, der har vanskeligt ved at finansiere en grøn varmeløsning.
Det er målrettet husstande med lav ejendomsvurdering og lav indkomst.
Til det udspil er der afsat godt 2,6 milliarder kroner fra 2028 til og med 2035.
Regeringen og aftalepartierne vil blandt andet hente inspiration fra en svensk model til tilskudsordningen til elbiler.
Den svenske model er en ordning, der er målrettet husstande med lave indkomster - en årsindkomst på maksimal 80 procent af middelindtægten i Sverige.
Her skal man også være bosiddende i bestemte landområder uden for de større byer for at få et tilskud til enten køb eller leasing af elbiler.
Den ordning er stykket sammen, så man samlet kan få op til 64.800 svenske kroner - svarende til knap 44.000 danske kroner - hovedparten som en månedlig ydelse.
RITZAU