Udsættelse gjorde politikere rasende: Nu kommer ekspert med klar melding
Dele af den omdiskuterede dronerapport kan sagtens offentliggøres, fortæller en ekspert til DR.

Dele af den omdiskuterede dronerapport kan sagtens offentliggøres, fortæller en ekspert til DR.

Mette Frederiksen (S) gik så langt som at sige, at Danmark befandt sig i en hybridkrig, da fremmede droner ifølge regeringen fløj rundt i dansk luftrum i efteråret.
Rapporten, der skal kortlægge droneobservationerne, skulle efter planen være landet for længst. I marts blev den dog udskudt til efter valget - og den er stadig ikke offentliggjort.
Det sker, selvom en ekspert vurderer, at dele af rapporten godt kan offentliggøres, også uden en ny regering er på plads.
Det skriver DR.
Ifølge mediet må Forsvarsministeriet og myndighederne kun foretage »hvad der er fornødent til embedsforretningernes uforstyrrede førelse«.
Frederik Waage, der er professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, fortæller dog til mediet, at der ikke er noget i Grundloven, som forhindrer dele af rapporten i at blive offentliggjort.
»Når man er i et ministerium, som er i en slags undtagelsestilstand, så må man ikke lancere nogen politiske initiativer,« siger han til mediet og fortsætter:
»Man må dog godt oplyse borgerne om, hvad der er sket i et bestemt hændelsesforløb. Når det efterspørges politisk, så er det fuldt ud muligt for et forretningsministerium at gøre det.«
Professoren mener samtidig, at danskerne har krav på mere information.
Troels Lund Poulsen understregede under valgkampen, at han endnu ikke havde læst redegørelsen.
Frihedsbrevet kunne dog i april på baggrund af en aktliste fortælle, at der flere dage før valgudskrivelsen allerede lå både et »Q&A« og et »budskabspapir« klar, som skulle klæde ministeren på til at besvare spørgsmål.
Til B.T. fortalte flere politikere allerede i marts, at de var rasende over udsættelsen af rapporten. Det kan du læse mere om HER.