Rune Langhoff, særlig rådgiver for Frie Grønnes politiske leder, Sikandar Siddique, er torsdag havnet i en heftig shitstorm.

Det sker efter, at han tidligere på dagen skrev et kontroversielt tweet som reaktion på terrordrabene i Frankrig.

'Alle medier går breaking over to dræbte i terrorangreb i Nice. Med god grund – det lyder skrækkeligt. Men hvornår går #dkmedier også breaking, hver gang to mennesker bliver dræbt af klimakrisen? Så kunne man selvfølgelig desværre ikke lave andet,' skriver Rune Langhoff, der betegner sig selv som 'grøn ekstremist og realist'.

Udsagnet har fået den politiske rådgivers Twitter-feed til at gløde.

Jens Ringberg @JensRingberg · 3 t Svarer @runelanghoff Seriøst, Rune?

Overordnet dækker kommentarerne over en generel stærk undren og til dels forargelse over, at Rune Langhoff efter deres opfattelse sidestiller det aktuelle blodige terroranslag mod uskyldige civile med klimasituationen.

B.T. har haft kontakt til Rune Langhoff. Han ønsker ikke at stille op til interview i forbindelse med sit udsagn, der har fået så mange op af stolene.

I stedet henviser han til et svar, han har givet en af sine mange undrende følgere. Her skriver han:

'Jeg synes egentlig bare, jeg tager alle, der mister livet på tragisk og forfærdelig vis, seriøst. Men det er jeg vist ret alene om. Det var ikke meningen at fremstå taktløs, hvis det opfattes sådan.'

Klaus Riskær Pedersen @KlausRiskaer · 3 t Svarer @runelanghoff Hold kæft hvor er du et fjols at høre på.

Blandt de mange verbale reaktioner på Rune Langhoffs tekst er denne, der er formuleret som et spørgsmål. Og som også indbefatter Frie Grønnes politiske leder, Sikandar Siddique:

'Taler du på vegne af @friegronne og @SikandaSIDDIQUE, eller har du helt på egen hånd indtaget dette taktløse standpunkt og konstrueret denne smagløse sammenligning?'

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Sikandar Siddique.

Foreløbig uden held.