Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) forsøgte ikke at få ændret afgørelsen i Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag under det højspændte forløb i 2010, hvor Skat København fastslog, at den britiske statsborger Stephen Kinnock ikke var skattepligtig til Danmark.

Det fastslår Skattesagskommissionen; den kommission, der siden 2011 har undersøgt sagen, i et udkast til den endelige beretning, der offentliggøres i september.

Læs også: Nøgleperson i Thornings skattesag: Jeg slipper for disciplinærsag

Skattesagskommissionen fastslår, at daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) hverken 16. september 2010, hvor han blev præsenteret for afgørelsen om, at Kinnock ikke var skattepligtig, eller de følgende dage, hvor sagen blev diskuteret intenst i ministeriet, forsøgte at ændre afgørelsen og gjort Kinnock skattepligtig. Heller ikke Troels Lund Poulsens daværende spindoktor, Peter Arnfeldt, forsøgte at ændre afgørelsen.

‘Samlet’, skriver kommissionen, ‘kan det ikke lægges til grund, at drøftelser og de øvrige dispositioner i perioden efter mødet 16. september 2010 til den 20. september 2010 havde til formål, at man fra Koncerncentrets (Skatteministeriets, BTs bemærkning) side ville involvere sig i Skat Københavns behandling af sagen eller ville søge at få den efterfølgende afgørelse/afgørelsen omgjort.”

Om det helt centrale møde den 16. september 2010 om eftermiddagen, hvor daværende departementschef Peter Loft og hans højre hånd, produktionsdirektør Steffen Normann Hansen skulle orientere skatteminister Troels Lund Poulsen og spindoktor Peter Arnfeldt om den frifindende afgørelse - og hvor det er blevet påstået, at Lund Poulsen i raseri forlangte afgørelsen ændret - skriver kommissionen, at Troels Lund Poulsen efter kommissionens opfattelse ‘stillede et spørgsmål om omgørelse’, men at han ikke derved forsøgte at få ændret afgørelsen:

‘Det kan imidlertid ikke lægges til grund, at Troels Lund Poulsen ved sit spørgsmål hen mod slutningen af mødet søgte at involvere sig i Skats Københavns behandling af sagen eller at få den efterfølgende afgørelse omgjort.’ Heller ikke Peter Arnfeldt ‘har involveret sig i sagsbehandlingen’ under mødet, fastslår kommissionen.

Det fremgår også af kommissionens foreløbige betænkning, at det ‘ikke kan lægges til grund’, at hverken Troels Lund Poulsen eller Peter Arnfeldt havde noget at gøre med, at Skat København iværksatte en kontrolsag mod Stephen Kinnock, at der blev udsendt en pressemeddelelse om, at sagen blev rejst, at Skatteministeriet allerede på et tidspunkt tidspunkt overvejede, hvorvidt man kunne støtte Skat København med juridisk vejledning i sagen, eller at ministeriet den 13. august 2010 holdt det første af fem møder med Skat København om skattesagen.

Men kommissionen fastslår, at det er ‘særdeles sandsynligt’, at departementschef Peter Loft har orienteret Troels Lund Poulsen om mødet den 13. august 2010 og også om følgende møder, og at Troels Lund ‘viste væsentlig interesse for et afgørende punkt for udfaldet af sagen - Stephen Kinnocks opholdsdage (antallet af opholdsdage er afgørende for skattepligt, BTs bemærkning) - mens sagen verserede i Skat København.’