Styrelser, der skal rykkes ud af hovedstaden, forsøger at fastholde ansatte, men bliver ramt af opsigelser.

København. Som udflytningerne af statslige arbejdspladser nærmer sig, begynder flere ansatte at tage store beslutninger på jobfronten.

For at undgå at skulle flytte med arbejdet til provinsen har mere end hver tredje medarbejder enten sagt op eller fundet et nyt job internt.

Det viser en stikprøve, som DR Nyheder har lavet ved 12 af de styrelser, der skal udflyttes som en del af regeringens anden udflytningsplan.

Med erfaringerne fra sidste udflytning frisk i erindringerne har flere af styrelserne ellers sat et massivt fastholdelsesarbejde i gang.

Hos Forsyningstilsynet skal 83 medarbejdere rykke fra København til Frederiksværk i Nordsjælland. Men 24 har sagt op, skriver DR.

Det betyder, at der kommer en stor udskiftning, fortæller tilsynets direktør, Carsten Smidt.

- Det kan gå ud over vores opgaveløsning i en periode, når vi oplever en så stor opsigelsesrate, som vi gør, lyder det fra direktøren.

- Vi er jo et hus, hvor der er brug for specialister - og specialister kan være svære at finde, siger han til DR.

For at stoppe flugten af medarbejdere er alle blevet tilbudt én fast hjemmearbejdsdag i Forsyningstilsynet. Derudover vil der være fleksible mødetider og rejsetid, der tæller som arbejdstid.

Direktør Smidt kan ikke garantere, at der ikke kommer flere opsigelser inden udflytningen i slutningen af 2019.

Den første runde af udflytninger blev indledt i 2015. Her tog den daværende Venstreregering initiativ til at flytte omkring 3900 arbejdspladser.

Men det bliver en stor udfordring af fastholde de ansatte, selv om der bliver tilbudt en masse goder, siger Sara Vergo, der er formand for Djøf Offentlig i fagforeningen Djøf.

- Selv om man tilbyder pendlerordninger, er det bare ikke nok for at få folks familier til at hænge sammen.

- Hvis man skal nå hjem og hente ungerne i institutionen, så hjælper det ikke at få en fastholdelsesbonus i sidste ende, siger hun til DR.

Det er Finansministeriets forventning, at udflytningerne af de forskellige arbejdspladser samlet vil koste 550 millioner kroner.

/ritzau/