Ruslands adfærd i den såkaldte Carlsberg-sag, hvor to medarbejdere på Carlsbergs i dag nationaliserede bryggeri i Rusland er blevet anholdt og fængslet for svindel, er fuldstændig uacceptabel.

Og Danmark skal sætte hårdt mod hårdt efter de ifølge Carlsberg helt grundløse anklager mod de to Carlsberg-medarbejdere.

Sådan lyder det fra De Radikales udenrigsordfører, Christian Friis Bach, efter den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, har beskyldt danske myndigheder for utidig indblanding i sagen.

»Danmark skal stå fast, og vi skal blande os, alt det vi kan med blandt andet konsulær bistand til de to medarbejdere, der er blevet fængslet og sigtet,« siger Christian Friis Bach og tilføjer:

Christian Friis Bach (R), udenrigsordfører.
Christian Friis Bach (R), udenrigsordfører. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi må gøre det klart – hvis vi ikke allerede har gjort det – for russerne, at vi mener, at det er ubegrundet og uacceptabelt den måde de to medarbejdere bliver behandlet på. Og vi opfordrer Rusland til med det samme at frigive dem. For os at se er der tale om uberettiget fængsling.«

Christian Friis Bach påpeger, at det er Rusland, der har stjålet Carlsbergs virksomhed i Rusland.

»Det er jo Rusland, der begår ulovligheder i forhold til international lov. Så er der så nogle medarbejdere, der måske har forsøgt at redde, hvad reddes kan. Vi skal sætte hårdt mod hårdt og gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe de to medarbejdere og Carlsberg – også fra statslig side.«

Torsdag kom det frem, at de russiske myndigheder har anholdt to ledende medarbejdere fra Carlsbergs russiske bryggeri, Baltika Breweries, for ‘massiv svindel'. Samme dag indkaldte Udenrigsministeriet den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, til kammeratlig samtale.

De to anholdte er ifølge det russiske nyhedsbureau Tass den tidligere topchef Denis Sherstennikov og tidligere vicepræsident Anton Rogachevsky.

I juli – mens Carlsberg forsøgte at komme ud af Rusland ved at frasælge Baltika Breweries – underskrev præsident Vladimir Putin et dekret, der i praksis var en nationalisering af bryggeriet.

‘Nationalisering’ er et pænt ord for, at staten Rusland har stjålet Carlsbergs russiske datterselskab i strid med international lov.

Fængslingen af de to medarbejdere er ifølge Carlsberg en del af konflikten mellem virksomheden og Rusland. 

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, skriver i en skriftlig kommentar til B.T. om situationen:

»Jeg har ikke meget til overs for ambassadørens kommentarer. En moralsk opsang om indblanding i retsvæsnets arbejde, skal ikke komme fra er land, som opfinder beviser og fængsler politiske modstandere, uden grund, og er i færd med at stjæle Carlsbergs forretning i landet,« skriver han og forsætter:

»Samtidig klinger opfordringen til ikke at kommentere på interne russiske anliggende hult, når det kommer fra et land, som beviseligt har forsøgt at påvirke demokratiske valg i vesten.«

Også Moderaternes udenrigsordfører, Jeppe Søe, ser med stor alvor på sagen, skriver han i en sms til B.T.:

»Jeg er dybt bekymret over Ruslands behandling af Carlsberg og de ansatte i Rusland. Det er uacceptabelt! Det gælder både den russiske stats nationalisering af Carlsberg og behandlingen af de ansatte. Jeg ved Lars Løkke har været i kontakt med ambassadøren, og at der er sendt et klart signal.«

Lyt til podcasten 'Slottet & Sumpen' her: