Et mærkbart flertal i Folketinget har torsdag formiddag afskaffet uddannelsesloftet.

Et flertal i Folketinget har torsdag officielt afskaffet uddannelsesloftet. Loftet begrænsede muligheden for at tage mere end én videregående uddannelse.

Uddannelsesloftet blev indført af den tidligere VLAK-regering, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i 2016 trods store protester fra studerende.

Loftet betød, at man ikke måtte starte på en videregående uddannelse på samme eller lavere niveau, de første seks år efter at man havde taget en uddannelse. Eksempelvis måtte man ikke tage en ny bachelor, men gerne læse en kandidat.

For afskaffelsen stemte Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Alternativet, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Venstre stemte blankt, og De Konservative stemte imod.

/ritzau/