Tyskland er den værste synder, når det handler om ikke at implementere EUs lovgivning i landets egen. Det skriver det britiske medie The Independent. Dansk Folkeparti mener, det er udtryk for, at EUs store lande kan gøre, hvad de vil.

Den tyske avis Handelsblatt, som The Independent citerer, kalder situationen ‘pinlig’, da Tyskland med den konservative kansler Angela Merkel i spidsen i mange år har haft en ledende rolle i EU, ligesom landet ikke har været bleg for at hæve pegefingeren over for andre medlemslande.

Den danske EU-parlamentariker Anders Vistisen (DF) mener, at ‘vi i Danmark er til grin’:

»Tallene viser tydeligt, at de store lande i høj grad ignorerer EU-lovgivningen, når det passer dem og slipper afsted med det. Det er derfor uforståeligt, at Danmark altid er underdanig og skrabende, når EU banker på døren,« skriver Vistisen i en mail til BT.

The Independent skriver, at den tyske regering i 74 tilfælde ikke har implementeret EUs regler korrekt i tysk lov. Der er tale om regler inden for områderne luftforurening, vandkvalitet og brandbeskyttelse.

Alligevel mener Anders Vistisen, at ‘de store lande følger kun EU-lovgivningen, når det passer dem, hvorimod de små lande holdes i kort snor som lydige proselytter for EU-magthavere.’

»Ja-partiernes snak om små landes indflydelse i EU er tydeligvis forkert,« lyder det fra DF’eren.

Lande som Estland, Malta og Danmark ligger ifølge The Independent i top, når det handler om at implementere EUs regler og love i de nationale, viser tallene, der er fra slutningen af 2016.