Siden januar har Liberal Alliance ifølge diverse meningsmålinger været det mest populære blå parti blandt danskerne.
Alligevel var det kun Socialdemokratiet og Venstre, der søndag aften var repræsenteret under TV2’s statsministerdebat, ‘Topmødet’.
Det sker, selvom Liberal Alliances partiformand Alex Vanopslagh selv har meldt sig klar.
Det fortæller han til RADIO IIII.
- Jeg havde meldt til TV2, at jeg selvfølgelig er klar til statsministerdebatter. Det ønskede TV2 ikke, skriver Alex Vanopslagh i en SMS.
Partiformanden er imidlertid ikke oprevet over beslutningen.
- Det er, hvad det er – det er ikke noget, der skal ødelægge mit gode humør. Jeg synes i øvrigt, at Troels Lund var markant bedre end Mette Frederiksen, så det kan jeg jo altid glæde mig over, lyder det videre fra partiformanden.
Formanden for Borgernes Parti, Lars Boje Mathiesen, har tidligere udtrykt utilfredshed med ikke at være inddraget i TV2’s debatter.
- Tænk, hvis der nu havde været en statsministerkandidat, som kunne give modstand mod det, som er foregået de sidste 3 år. Men så ville det jo udstille det eksisterende magtsystem, og det går jo ikke, skriver han søndag i et opslag på X.
TV2 har overfor RADIO IIII ikke ønsket at stille op til interview om emnet, men henviser i stedet til chefredaktør Anne Mette Svanes tidligere udtalelser og kanalens pressemeddelelse om ‘Topmødet’.
- Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen har meldt sig som statsministerkandidater uden forbehold. Det er de to kandidater, der for nuværende har opbakning fra andre partier i Folketinget til at række ud efter det ultimative ansvar for Danmark og en ny regering, uanset om den bliver rød, blå eller hen over midten, siger chefredaktør Anne Mette Svane i pressemeddelelsen om beslutningen.
