Den 42-årige deltager i TV 2-programmet 'Danmark har talent', Martin Castor, har trukket sig fra programmet efter at have modtaget trusler.

Det skriver han på sin Facebook-side.

'Desværre er der en lille håndfuld der har gjort hvad de kunne for at gøre livet surt for mig og min familie, og gjort et stort nummer ud af en gammel sag. Trusler i indbakken, injurier, og truende kommentarer på Facebook m.m. hører sig ikke hjemme nogen steder. Især ikke når man går efter mine børn!,' skriver han i et opslag, du kan se herunder:

Martin Castor deltog i 'Danmark har talent' som hypnotisør, hvor han imponerede dommerne så meget, at Jarl Friis Mikkelsen sendte ham videre til programmets liveshows.

Anklaget for snyd

Martin Castor har tidligere været beskyldt for svindel i TV 2-programmet 'Operation X - de falske åndemagere'. Ifølge Ekstra Bladet gik han dengang under navnet Martin Hulbæk, hvor han snød folk ved at udgive sig for at være clairvoyant og hjælpe folk med at komme i kontakt med deres afdøde.

I TV 2-programmet viste de med skjult kamera, hvordan han søgte sig frem til oplysninger om sine klienters familiemedlemmer på internettet.

Derudover har en norsk kvinde fortalt til avisen, at hun også har dårlige erfaringer med Martin Castor. Hun fortæller, at han har snydt hende for et uddannelsesforløb til omkring 32.000 norske kroner.

Ekstra Bladet har tidligere talt med TV 2, der oplyste, at de gamle sager ikke var noget problem, da Martin Castor aldrig blev dømt.

Modtog trusler

Det er dog blandt andet på baggrund af Ekstra Bladets afsløring, at Martin Castor trækker sig.

'Min familie og jeg har modtaget trusler på baggrund af jeres ensidige artikler, og mine børn skal ikke stå for skud for 'EB Nationens' meninger og trusler. På trods af produktionens og TV2's opbakning, kommer min familie først,' skriver han i en mail til Ekstra Bladet.

TV 2-redaktør på ’Danmark har talent’ Thomas Richardt Strøbech, ærgrer sig over sagen.

»Det er altid ærgerligt, når fortiden på den måde spænder ben for nutiden, men jeg har forståelse for Martin Castors beslutning, som vi tager til efterretning,« siger TV 2-redaktør på ’Danmark har talent’ Thomas Richardt Strøbech til TV 2.

Martin Castor oplyser til BT, at han ikke ønsker at kommentere sit opslag.