Det bedste, Europa kan gøre, efter at USA's præsident, Donald Trump, har truet med at pålægge Danmark og en række andre europæiske lande told, er ikke at svare igen.

Det siger John Bolton, der var national sikkerhedsrådgiver for Trump i hans første embedsperiode, til dagbladet Information.

- Uanset hvor slem Trumps opførsel har været, hvor uacceptabel den er, og hvor skadelig den er for Nato, så skal Europa ikke medvirke til at splitte alliancen. Det er ikke nemt, men det er at foretrække frem for et scenarie, hvor Nato kollapser, siger han.

Han siger desuden, at årsagen til toldtruslerne er, at Europa oprustede militært i Grønland i sidste uge.

Bolton advarede allerede i sidste uge imod at øge den militære tilstedeværelse i Grønland, selv om det netop er det, som Trump har bedt om.

De seneste dage er soldater fra Frankrig, Tyskland, Sverige og Storbritannien ankommet til Grønland som en del af øvelsen "Arctic Endurance".

Det er en danskledet øvelse og ikke en decideret Nato-mission.

Efterfølgende lød det fra præsidenten på hans sociale medie, Truth Social, at "disse lande spiller et meget farligt spil".

Lørdag truede han så Danmark og syv andre lande, der har udtrykt opbakning til Grønland, med en straftold på ti procent fra 1. februar. Fra 1. juni vil tolden stige til 25 procent, hvis ikke Grønland er på amerikanske hænder inden da.

Bolton siger til Information, at Europa bør forholde sig i ro, indtil den amerikanske højesteret har taget stilling til spørgsmålet om told på USA's handelspartnere.

Det drejer sig om et dekret fra 2. april 2025. I dekretet pålagde told på import af varer til USA fra næsten alle verdens lande på ti procent.

Analytikere har sagt, at højesteret vil underkende dekretet, og måske bliver det allerede i den kommende uge.

Bolton vurderer, at "mange i Kongressen holdt lav profil, i håbet om at højesteret erklærer de her toldsatser ugyldige og dermed redder os fra os selv".

Det gælder særligt politikere i Trumps eget parti, Republikanerne. Og en underkendelse fra højesteret vil ifølge Bolton betyde "langt større republikansk modstand mod det her", siger han til Information.

/ritzau/