Flirten mellem S-formand Mette Frederiksen og DF-formand Kristian Thulesen Dahl fortsatte på højtryk under Folketingets afslutningsdebat onsdag.

Men den flirt skal ikke fortsætte, hvis Mette Frederiksen bliver statsminister efter næste valg, advarer den radikale folketingskandidat Jens Rohde.

»Hvis Mette Frederiksen får regeringsmagten, og laver udlændingepolitik med DF, så vælter vi hende simpelthen,« siger Jens Rohde til B.T.

»Min analyse er, at hvis Mette Frederiksen får flertal efter næste valg, vil Thulesen Dahl rykke over og støtte hende. Og det kan vi ikke understøtte i Radikale Venstre, hvis det står til mig,« uddyber han.

Jens Rohde var i mange år folketingsmedlem og senere medlem af Europa-Parlamentet for Venstre. Men han forlod Venstre i protest mod partiets udlændingepolitik, især som den udformes af udlændingeminister Inger Støjberg (V) i december 2015, og meldte sig ind hos de Radikale, hvor han nu er opstillet til næste folketingsvalg.

Under afslutningsdebatten fastslog Mette Frederiksen:

»Hvis danskerne betror os ansvaret, så vil en ny socialdemokratisk ledet regering gøre to ting: Fastholde den stramme udlændingepolitik forankret i et bredt flertal her i Folketinget. Og samtidig føre en mere retfærdig og grønnere velfærdspolitik.«

Partiet har dog ikke opbakning til udlændingepolitikken i sin egen blok, hvor Radikale og Alternativet afviste at følge traditionen med at stemme for Socialdemokratiets forslag til vedtagelse, der konkluderede på afslutningsdebatten.

Jens Rohde understreger, at han ikke har forladt Venstre i protest for bare at få det samme problem i en S-ledet regering.

»Min livsopgave i politik er, at få dansk politik ud af den skruetvinge, som DF holder Christiansborg i. DF har taget næsten alle partier som gidsler de senere år, fordi alle partier definerer sig selv i forhold til dem. DF får fuldstændig suverænt lov til at definere spillepladen, og så stiller partierne sig på den plade, i stedet for at definere sig selv i forhold til sin egen historik, sine egne værdier og  sin egen kultur. Det er et kæmpestort demokratisk problem. Der en grund til, at jeg skiftede til Radikale - jeg vil ikke bare have mere af det samme med Mette Frederiksen som leder,« siger han.

Hvis Mette Frederiksen vinder næste valg, forventes det, at finansminister Kristian Jensen bliver ny formand for Venstre, og ham mener Jens Rohde godt, Radikale kan samarbejde med i stedet.

»Så må vi finde nye legekammerater. Og der er Kristian Jensen en oplagt legekammerat i mit verdensbillede,« siger han.

»Mette Frederiksen glemmer Anders Foghs vise ord: Hvis du er en et-parti-regering har du kun fjender. Kristian Jensen kommer jo ikke til at holde hånden under Mette. Det er hendes parlamentariske grundlag, der skal gøre det. Og hvis vi kan vriste Kristian Jensen ud af DFs jerngreb så deltager jeg meget gerne i det.«