Troels Lund vil rumme uenighed og blive som formand i splittet Venstre
Troels Lund Poulsen må erkende, at flere end hver fjerde i Venstres folketingsgruppe vælger at undsige ham.

Troels Lund Poulsen må erkende, at flere end hver fjerde i Venstres folketingsgruppe vælger at undsige ham.

5 af de 18 medlemmer i Venstres folketingsgruppe går imod partiets linje ved at være imod lovforslaget om gødskningsloven.
Det siger Venstre-formand Troels Lund Poulsen tirsdag efter et gruppemøde i Venstre på Christiansborg.
Det femte folketingsmedlem er Peter Juel-Jensen fra Bornholm, efter at Søren Gade, Amanda Heitmann, Anni Matthiesen og Preben Bang Henriksen tidligere har sagt, at de er imod lovforslaget.
Venstre er som parti ellers for lovforslaget, som er en udløber af den grønne trepart.
- Det er partiets linje, det har jeg fået klar opbakning til fra vores forretningsudvalg og fra vores hovedbestyrelse. Og så må jeg også erkende, at nogle folketingsmedlemmer ser anderledes på sagen.
- Jeg lægger ikke skjul på, at det er en udfordrende situation, siger Troels Lund Poulsen.
Folketingsmedlem Peter Juel-Jensen har tidligere været meget tydelig om, at han har store betænkeligheder ved lovforslaget.
I lighed med de fire andre Venstre-folketingsmedlemmer, der er imod lovforslaget, frygter han, at loven vil få for store konsekvenser for landbruget i Danmark.
Det gælder både i forhold til, at nogle ikke kan få økonomien til at løbe rundt, men også, at dele af produktionen af grøntsager kan risikere at blive nedlagt, så danskerne kommer til at købe flere grøntsager fra udlandet.
Peter Juel-Jensen sagde inden gruppemødet, at han ved mødet ville meddele folketingsgruppen, hvordan han stiller sig til lovforslaget.
Han ville ikke sige noget efter gruppemødet, men har nu meldt ud på Facebook, at også han går imod lovforslaget.
Troels Lund Poulsen siger, at han ikke lægger op til at lave sanktioner mod de folketingsmedlemmer, der har valgt at trodse partilinjen.
- Jeg vælger at rumme den uenighed, siger formanden.
Troels Lund Poulsen bliver spurgt, om han tror, at han er formand for Venstre om et år, når han ikke kan få et stort mindretal i sin egen folketingsgruppe til at stemme med sig.
- Jeg tror, jeg er formand om et år. Jeg agter i hvert fald at genopstille her i november, siger han.
Gødskningsloven handler blandt andet om, at landmændene fra næste år skal have en kvote for deres udledninger af kvælstof til fjorde og kyster.
Kvælstofkvoterne skal justeres, i takt med at der kommer nye målinger af, hvor meget kvælstofudledning vandmiljøet kan klare, og i takt med at landmændene omlægger til natur.
RITZAU