- Det iranske præstestyre har terroriseret sin egen befolkning og truet den frie verden med potentielle atomvåben.

Derfor kommer ingen til at savne Irans nu afdøde leder, ayatollah Ali Khamenei.

Sådan lyder det fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Verden kommer ikke til at savne ayatollah Ali Khamenei, som nu er blevet dræbt, efter at USA har angrebet Irans terrorregime, lyder det fra ministeren.

Han håber, at ayatollahens død kan skabe forandring for den iranske befolkning.

- Mit håb er, at dette er et skridt mod, at det iranske folk får sin frihed, og vi dermed kan gøre verden mere sikker, siger ministeren.

Iranske statsmedier har natten til søndag bekræftet, at Irans øverste leder er død efter israelske og amerikanske angreb i Iran, der begyndte om morgenen lørdag dansk tid.

Den melding kom, efter at USA's præsident, Donald Trump, lørdag aften skrev på Truth Social, at Khamenei - som han kaldte en af historiens ondeste mennesker - var blevet dræbt.

Også Khameneis datter, barnebarn, svigersøn og svigerdatter har mistet livet.

Det fremgår ikke, om familiemedlemmerne døde i samme angreb som ayatollahen.

/ritzau/