Troels Lund Poulsen står fast på den grønne trepart, lyder det.

Men samtidig åbner han for at udskyde en helt central del af den.

Det fremgår af et længere opslag på Facebook, hvor Venstre-formanden sender to meget forskellige signaler om den nye kvælstofregulering.

»Vi ønsker at tage ansvar for vores klima, natur og vandmiljø. Men også fordi vi ønsker at udvikle vores fødevareerhverv, som vi kan være stolte af i Danmark. Derfor er min besked helt klar: Venstre står på mål for den samlede grønne trepart,« skrev han søndag.

Men længere nede i selvsamme opslag åbner Venstre-formanden alligevel døren for at udskyde den nye kvælstofregulering, som er en del af den grønne trepart. 

»Jeg vil ikke lægge skjul på, at hvis der var – eller kommer – politisk vilje til at udskyde den nye regulering og samtidig levere kvælstofreduktioner på anden vis, så synes vi, det ville give god mening.«

Men hvad er »på anden vis«? Det har B.T. forsøgt at få svar på.

Venstre vil dog ikke konkretisere, hvilke tiltag der kan erstatte reguleringen, hvor store reduktioner de kan levere – eller hvor hurtigt det i givet fald kan ske.

Troels Lund Poulsen ønsker heller ikke at svare på, om han mener, at politikerne har handlet hurtigt nok for at sikre danakernes vandmiljø – og hvis ikke, hvorfor han så åbner for en potentiel udskydelse.

I stedet henviser Venstres presse til det omtalte Facebook-opslag.

Tavsheden fra Troels Lund Poulsen lander midt i et voksende oprør i Venstre.

Fire af partiets blot 18 folketingsmedlemmer – Søren Gade, Amanda Heitmann, Preben Bang Henriksen og Anni Matthiesen – har meldt ud, at de vil gå imod partilinjen og stemme nej til loven.

En rapport fra Miljøministeriet har vist, at der er fundet sprøjtegift i 55,7 procent af de undersøgte boringer, mens 21 kommuner ifølge Danva er særligt udfordret af et højt nitratindhold.

Tirsdag rykker landmænd mod Christiansborg, som ventes at skabe kaos. Læs mere om det HER.