Tidligere skatteminister afviser kendskab til skatte-lækage, men han tager nu orlov fra Folketinget.

Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) ansøger nu Folketinget om orlov.

Det sker efter kritik af Troels Lund Poulsens rolle i statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag. Senest er det kommet frem, at Troels Lund Poulsens særlige rådgiver, eller såkaldte spindoktor, Peter Arnfeldt, har tilbudt Ekstra Bladet Helle Thornings-Schmidts fortrolige skattepapirer.

- Det siger sig selv, at jeg naturligvis tager afstand fra, at der er blevet lækket personfølsomme oplysninger. Derfor har jeg også hele tiden bifaldet, at Københavns Politi undersøger lækage-sagen, og jeg ser frem til, at Københavns Politi nu afslutter dets undersøgelse, skriver Troels Lund i en pressemeddelelse og fortsætter:

- I forhold til dagens udgave af Ekstra Bladet vil jeg gerne slå fast, at jeg intet kendskab har til de fremsatte påstande.

Troels Lund Poulsen, som i dag er Venstres forsvarspolitiske ordfører, mener imidlertid, at hele skattesagen i øjeblikket "fuldstændig overskygger mit politiske arbejde".

- Derfor ser jeg mig på nuværende tidspunkt ikke i stand til at udføre mit politiske arbejde tilfredsstillende, og derfor vil jeg i morgen (mandag, red.) ansøge Folketingets formand om orlov fra mit hverv som folketingsmedlem, lyder det fra den tidligere skatteminister.

Regeringen nedsatte fredag en kommission, som skal undersøge skattesagens forløb hos myndighederne, ligesom Københavns Politi undersøger, hvem som kort før folketingsvalget lækkede Helle Thorning-Schmidts fortrolige oplysninger til B.T. Samtidig tager Skatteministeriet nu kontakt til Københavns Politi angående de seneste oplysninger om spindoktoren Peter Arnfeldts rolle.

Troels Lund Poulsen ser nu frem til undersøgelseskommissionen:

- Som jeg tidligere har udtalt, hænger proces og substans sammen i denne sag, og skal derfor ses i sammenhæng. Det bliver nu muligt, når Undersøgelseskommissionen påbegynder sit arbejde, og jeg har i den forbindelse absolut intet at skjule, siger han og tilføjer.

- Jeg vil også gerne igen slå fast, at jeg fuldt og helt har levet op til min tavshedspligt i forhold til personfølsomme oplysninger.

Det er på nuværende tidspunkt uvist, hvor lang tid Troels Lund Poulsen skal på orlov.

/ritzau/