Venstres formand, Troels Lund Poulsen, har mandag afsløret i et opslag på Facebook, at han er blevet hasteopereret for en akut øjensygdom.

Operationen betyder, at partiformanden skal holde sig i ro de næste syv til ti dage, hvilket kan få betydning for de nuværende regeringsforhandlinger.

»Hvis han slet ikke kan deltage i regeringsforhandlingerne, betyder det i hvert fald, at eventuelle forhandlinger om en ny midterregering kommer til at trække ud,« siger B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen.

Mens formanden er ukampdygtig, peger pilen på næstformand Stephanie Lose. Det forventes, at hun må træde til og holde fanen højt for Venstre i de kommende dage.

»Lose vil godt kunne tage til nogle ting, såsom indledende forhandlinger,« fortæller kommentatoren.

Men bliver det de helt tunge ting som regeringsdannelse, der skal forhandles om, kan det altså ikke gøres uden formandens tilstedeværelse, mener Joachim B. Olsen.

Joachim B. Olsen tror ikke, at man vil sende Stephanie Lose til de tunge forhandlinger uden Troels Lund Poulsen.
Joachim B. Olsen tror ikke, at man vil sende Stephanie Lose til de tunge forhandlinger uden Troels Lund Poulsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

»Formanden skal selv være med, hvis det er meget tungt. Realforhandlinger kan  Stephanie Lose ikke tage uden Troels Lund Poulsen,« understreger Joachim B. Olsen.

Derfor kan denne hasteoperation ende med at skubbe en potentiel regeringsforhandling, indtil Troels Lund Poulsen igen kan rejse sig fra sygsengen og træde tilbage i forhandlingslokalet.