Alle danskere skal kunne klare sig i tre døgn i tilfælde af en krise eller et hybridangreb.
Det sagde Venstres formand, Troels Lund Poulsen, på Folkemødet lørdag.
Her talte han om, at danskerne skal være forberedt i den tid, vi lever i.
»Vi skal have vand og mad til at klare os selv i tre døgn. Vi skal sørge for at have den nødvendige medicin og førstehjælp. At vi kan holde varmen, når det er koldt. Og sørge for, vi kan klare os uden strøm,« sagde formanden, som jo også er forsvarsminister.
Baggrunden er den eskalerende situation med Rusland.
Troels Lund understregede dog også, at der ikke er en direkte militær trussel mod Danmark.
Men der er risiko for, at Danmark kan blive ramt af et hybridangreb, der kan lamme eksempelvis strømforsyningen.
»Det er vigtigt at sige, at vi formentlig ikke får brug for rådene i praksis. Men i den aktuelle situation er det vigtigt at være forberedt,« sagde Troels Lund Poulsen.
»Der er ikke nogen direkte militær trussel i Danmark, men realiteten er den, at Danmark og vores allierede er truet af hybridkrig.«
Når danskerne opfordres til at forberede sig grundigt på en krisesituation, skyldes det særligt, at det vil lette myndighedernes arbejde og håndtering, hvis befolkningen er forberedt.
»Det er vigtigt, at du er i stand til at tage vare på dig selv og den nærmeste familie, så myndighederne kan koncentrere kræfterne der, hvor behovet er størst,« sagde Troels Lund Poulsen.
I nabolandene har man længe haft en større beredskabskampagne til borgerne, og Troels Lund Poulsen forstår godt, hvis det føles som om, at Danmark sakker bagud.
Han har som minister haft ansvar for at balancere kommunikationen, så der ikke skabes unødig frygt, siger han. Samtidig er sikkerhedsbilledet forværret det seneste år.
Senere lørdag eftermiddag holder forsvarsministeren pressemøde med Beredskabsstyrelsens direktør, Laila Reenbeerg.
Her vil de tale om anbefalingerne til borgerne om forberedelse til kriser.
Det sker hos Beredskabsstyrelsen Bornholm klokken 15.30.