Organisationen Internationalt Forum, der står bag de store Palæstina-demonstrationer, har forbindelser til den palæstinensiske terrororganisation PFLP.
Det kunne B.T. afsløre i weekenden. Alligevel fastholder Enhedslisten sin støtte til demonstrationerne og vil fortsat gå med på gaden, når de propalæstinensiske aktivister kalder til demonstration.
Til Enhedslistens årsmøde i maj valgte partiet officielt at give sin støtte til de store Palæstina-demonstrationer, der arrangeres under overskriften »Alle på gaden for Palæstina«.
At det nu er kommet frem, at Internationalt Forum, der arrangerer disse demonstrationer, så også sælger merchandise til støtte for PFLP og arrangerer foredrag med PFLP-ledere, ændrer altså ikke på Enhedslistens støtte til organisationens Palæstina-demonstrationer.
PFLP er ellers af både EU og USA klassificeret som en terrororganisation. Ifølge Nanna Grønning-Madsen, der er ekspert i dansk terrorlovgivning, kan Internationalt Forums salg af merchandise og øvrige PFLP-relaterede aktiviteter endda falde under terrorlovgivningen og dermed være ulovlige.
Ifølge Enhedslistens forretningsudvalgsansvarlige, Rasmus Holme, var man i Enhedslisten ikke bekendt med, at Internationalt Forum støtter og har forbindelser PFLP.
Det oplyser han i en skriflig kommentar til B.T.
Og selvom han og Enhedslisten tager »skarp afstand« fra Internationalt Forums støtte til PFLP, vil partiet fortsat støtte de Palæstina-demonstrationer, som organisationen arrangerer.

»I Enhedslisten står vi ukueligt på menneskerettighederne og folkerettens side, og derfor kræver vi fred og en permanent våbenhvile i Gaza. Og derfor er vi med, når tusinder og atter tusinder går på gaden i Danmark for at kræve netop våbenhvile og fred,« lyder det således fra Rasmus Holme i den skriftlige kommentar, der fortsætter:
»Der er opbakning til de her demonstrationer fra en bred række folkelige organisationer. Når jeg har deltaget, har jeg gået side om side med humanitære organisationer som Amnesty og Mellemfolkeligt Samvirke, og det kommer vi til at fortsætte med.«
Ifølge den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp er det udtryk for »moralsk fallit«, at Enhedslisten støtter og deltager i demonstrationer arrangeret af en organisation med terrorforbindelser.
»Som politisk parti er du nødt til at have styr på, hvem der arrangerer de her demonstrationer. Enhver med en hjerne kan forstå, at det er udtryk for moralsk fallit at gå side om side med en organisation, der støtter PLFP eller har nogle som helst forbindelser til dem. Enhedslisten burde simpelthen ikke gøre det her. Det bør fordømmes,« siger han til B.T.

Enhedslistens Rasmus Holme afviser kritikken fra Magnus Ranstorp.
»Kritikken rammer helt ved siden af skiven. Enhedslisten står ukueligt på menneskerettighedernes side og fordømmer al terror,« oplyser han i en skriftlig kommentar til B.T.
Ifølge Magnus Ranstorp er PFLP en organisation på linje med Hamas, der stod bag terrorangrebet mod Israel den 7. oktober 2023.
De to organisationer deler ambitionen om at udslette Israel, fortæller han.
»PFLP har udført flykapringer og væbnede angreb. De har også været involveret i en lang række bombeangreb. I tiden efter 2000 har de udført selvmordsbombeangreb. I 2001 udførte de et snigmord på en israelsk minister. Så det er en organisation, der gør sig skyldig i hele spektret af terrorhandlinger. De udfører mange forskellige typer af angreb, både mod militæret, men også mod civile,« siger Magnus Ranstorp og fortsætter:
»PFLP blev hyldet i 1960'erne og 1970'erne. I dag nyder de på ny opbakning, antageligvis på grund af krigen i Gaza og protesterne mod Israel.«
Internationalt Forum er en organisation på den yderste venstrefløj, der har eksisteret siden 1972. Organisationen beskriver sig selv om »en solidaritetsorganisation«, der »samarbejde med og støtter folkelige bevægelser verden over, som gør oprør og kæmper mod imperalismen og dens institutioner.«
Organisationens Palæstinagruppe har siden terrorangrebet mod Israel sidste år opnået stor tilslutning som arrangør af de store Palæstina-demonstrationer, der har præget gadebilledet i flere danske byer.
På sociale medier, hvor Internationalt Forums Palæstinagruppe kalder sig for 'Stop Annekteringen', har gruppen desuden titusindvis af følgere.