Folketinget fik klare advarsler mod lov fra 2016, som domstol nu har dømt i strid med menneskerettigheder.

Da grænsen for ret til familiesammenføring blev hævet fra ét til tre år i 2016, skete det på trods af klare advarsler om, at det kunne være i strid med menneskerettighederne.

Det skriver Dagbladet Information.

Både Institut for Menneskerettigheder, Amnesty International og Dansk Flygtningehjælp skrev i høringssvar til lovforslaget, at det var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Ifølge Information skrev Institut for Menneskerettigheder i begyndelsen af januar 2016, at "der er meget sikkert grundlag i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols nuværende praksis for at komme frem til, at det er i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at udelukke personer med international beskyttelse fra familiesammenføring i tre år".

Ved et møde med Folketingets udlændinge- og integrationsudvalg senere samme måned gentog instituttet budskabet.

Også organisationerne Dignity, Red Barnet og SOS mod Racisme skrev, at lovforslaget var i strid med artikel 8 i konventionen. Den omhandler ret til respekt for privatliv og familieliv.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afgjorde fredag, at den danske treårsregel bryder med netop denne ret.

Lovforslaget blev i 2016 vedtaget af et bredt flertal. Det bestod af Venstre, Liberal Alliance, De Konservative, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Tre socialdemokrater stemte dog ligesom Enhedslisten, Alternativet, De Radikale og SF nej.

Den daværende borgerlige regering fastholdt, at der var "tungtvejende argumenter for, at den foreslåede ordning er forenelig med artikel 8", lød det.

Den medgav dog, at der var en vis risiko for, at forslaget ville bryde med artikel 8, hvis en konkret sag blev prøvet ved domstolen.

Ved Folketingets tredjebehandling sagde Venstres daværende ordfører og nuværende partiformand, Jakob Ellemann-Jensen:

- Ja, der er en procesrisiko, men det er der ved alting. Det er derfor, at vi har advokater.

Også Socialdemokratiets Dan Jørgensen, som i dag er klimaminister, sagde, at partiet ikke mente, at der var et brud på konventionerne.

/ritzau/