»Jeg kunne mærke kuglerne, der sprøjtede forbi mit ansigt. Jeg kunne mærke projektiler og glassplinter, der for forbi. Jeg kunne mærke hver eneste gang, der blev afgivet et skud.«

PETs sikkerhedskoordinator Kurt har været 42 år i politiet men har aldrig før trukket sit våben. Nu er det 14. februar 2015, og han er under skarp beskydning fra en M95 automatriffel. Han har kastet sig ned bag baren, halvt ovenpå en en mandlig kollega. Der står en svensk livvagt bag ham. Han får affyret nogle skud. Kurt kan mærke, at gerningsmanden ikke bare skyder vildt omkring sig. Han har han fået øje på Kurts lille gruppe og sigter på dem, når han skyder.

»Han gik målrettet efter at ramme de to kvadratmeter i cafeen, hvor vi ligger tre mand, de andre har søgt dækning andre steder,« fortæller Kurt i en ny bog om terrorens ofre.

»Jeg siger til mig selv: Skal jeg dø her, skal det ikke være uden min pistol. Jeg ser det billede for mig, hvor en fransk betjent ligger foran Charlie Hebdo og tigger terroristen om ikke at skyde Han bliver likvideret uden nåde. Der overvandt jeg angsten. Jeg begynder at trække min pistol for at være klar til at komme ind i kampen. På det tidspunkt var der ingen muligheder. Havde man stukket hovedet frem, havde der siddet en kugle lige i panden på en,« fortæller Kurt.

Det er første gang, en sikkerhedsvagt fra PET fortæller om de dramatiske minutter, da Danmark mistede sin uskyld ved det første islamistiske terrorangreb. Det ramte nationen for tre år siden, da Omar El-Hussein angreb Krudttønden på Østerbro og Synagogen i Krystalgade. Det sker i en ny bog, 'Blandt kolibrier og kalashnikover', af journalisten Helle Merete Brix, der selv var ordstyrer ved arrangementet. Mens Kurt blev beskudt bag baren, lå hun og gemte sig under et bord sammen med hovedpersonen ved arrangementet, den svenske Muhammed-tegner Lars Wilks.

»Jeg sad ved siden af Lars Wilks på scenen, og hørte et kæmpe brag. Det var ikke fyrværkeri, jeg havde aldrig hørt noget lignende. En livvagt råbte: 'Ud af salen, Lars, hurtigt.' Fordi jeg sad så tæt på Wilks, røg jeg med. Jeg løb, og jeg fik et puf i ryggen. Jeg tænkte: 'Jeg kan ikke løbe hurtigere'. Vi endte i et opmagasineringsrum, hvor der stod ølkasser ol. Der blev vi bedt om at lægge os under et bord, mens en livvagt stod ved døren med trukket pistol,« fortæller Helle Merete Brix, der på det tidspunkt var medlem af bestyrelsen i Lars Wilks-komiteen

»Jeg har aldrig været nervøs for at afholde møder med Wilks, men det var jeg den dag. Det var lidt over en måned efter angrebet på Charlie Hebdo i Paris, og det sad i baghovedet på os alle. Man har kritiseret, at der ikke var sikkerhed nok ved vores arrangement, men det er jeg ikke enig i. Tænk, hvis der havde stået lange rækker af politifolk. De var jo nok blevet majet ned som de første. Der meldte sig en stor sorg, da jeg fandt ud af, at en var blevet dræbt,« siger Helle Merete Brix.

I bogen har hun også interviewet den jødiske pige, der fejrede sin bar mitwah i  Det Jødiske Hus bag Synagogen i Krystalgade i København. På grund af angrebet på Krudttønden, var der indkaldt ekstra vagter, og der var politi med maskinpistoler foran Synagogen. En af vagterne var Dan Uzan. Hannah Bentow, der var 12 år dengang, fortæller:

»Vi var i kælderen, i sikkerhedsrummet, efter at vi havde stået 20 muinutter i et andet frum. Efter et par minutter kommer en vagt ind og fortæller min far, at en vagt er skudt, og at vi er under angreb. Til os andre sagde min far, at det var en øvelse. Men min mor og jeg vidste godt, han løj. Min mor blev meget ked af det. Min far sagde il hende: 'Pak dine følelser væk, vi skal have styr på børnene'. Min mor tog mig med ud på toilettet, og fortalte at Dan var blevdet skudt i hovedet,« siger Hannah Bentow i bogen.

Siden har Hannah Bentow lidt af angst for at gå på gaden og at være alene hjemme. Hun er blevet råbt af og spyttet på på Nørrebro, og i bussen 5A er hun blevet kaldt 'fucking jøde'.

Helle Merete Brix har også talt med ofre for andre terrorangreb, Charlie Hebdo, Bataclan, Utøya mm.

»Det har haft en helingsværdi for mig. Jeg synes, det er vigtigt, man også hører ofrene. Jeg tror, vi skal vænne os til terror i Europa i mange år fremover. Desværre,« siger Helle Merete Brix.

'Blandt kolibrier og kalashnikover' er udkommet på forlaget DreamLitt.