Mens alles øjne er stift rettet mod Statsministeriet og Marienborg, hvor de officielle regeringsforhandlinger finder sted, foregår der også noget helt andet – langt væk fra offentlighedens søgelys.

En uofficiel og skjult del af forhandlingerne kan nemlig vise sig at blive afgørende for, hvordan en regering kommer til at se ud.

Henrik Qvortrup er politisk analytiker på B.T.
Henrik Qvortrup er politisk analytiker på B.T. Foto: Jon Wiche

Det fortæller B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup, som har indgående kendskab til sidste regerings tilblivelse.

De officielle møder er nøje planlagt og foregår med embedsmænd, dagsordener og referater.

»Det er alt sammen meget officielt, selvom møderne er med lukkede døre,« fortæller Qvortrup.

Men bag kulissen foregår der noget helt andet.

Her mødes politikerne mere uformelt, taler frit på kryds og tværs – og siger ting, der aldrig ville blive sagt i mødelokalerne i Statsministeriet.

»Det handler i høj grad om tillidsopbygning. Politikere, der står langt fra hinanden politisk, skal finde en form for kemi,« forklarer analytikeren.

Tapas i Rødovre
Ifølge Qvortrup spillede netop de uformelle møder en central rolle under regeringsdannelsen efter valget i 2019.

Her blev der arbejdet intenst på relationerne – blandt andet ved private middage.

Bødskov inviterede til tapas under sidste regeringsforhandlinger, fortæller analytikeren.
Bødskov inviterede til tapas under sidste regeringsforhandlinger, fortæller analytikeren. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Et af de mest markante eksempler var, da daværende uformelle møder fandt sted hjemme hos Morten Bødskov (S).

Her stod menuen på tapas fra en restaurant i Rødovre.

»Det er egentlig ligegyldigt, hvad de spiser. Det afgørende er, at det foregår i private rammer, hvor man kan arbejde med kemien på en helt anden måde,« fortæller Qvortrup.

Selvom man ikke med sikkerhed kan sige, om det var tapasanretningens fortjeneste, endte daværende Venstre-formand, Jakob Ellemann-Jensen med at æde sit valgløfte om ikke at gøre Mette Frederiksen (S) til statsminister.

Et andet eksempel på uformelle forhandlinger forud for SVM-regeringen fandt sted under noget anderledes scener.

Mad fra den lokale kro
Ifølge Qvortrup inviterede Venstres nuværende formand, Troels Lund Poulsen, indenfor på sin gård på Midtsjælland.

Her blev der sparket på traktordæk og bestilt mad fra den lokale kro.

Selvom det lyder tilnærmelsesvist hyggeligt med dækspark på landet og tapasanretninger i Rødovre, så er det ikke kun tant og fjas, understreger analytikeren.

»En del af regeringsgrundlaget bliver til på den måde. Der er også papirer på bordet. Den største forskel er, at det er en meget snæver kreds, der kender til de uformelle møder.«

Men hvad der foregår lige nu uden for Marienborg og Statsministeriet, er stadig ukendt.

Men ifølge Qvortrup er der ingen tvivl:

De uformelle møder er i fuld gang.