Venstre i Tønder har været under opløsning gennem flere år.

De seneste måneder er problemerne kulmineret med, at kommunens siddende Venstre-borgmester, Henrik Frandsen, på dramatisk vis blev vraget. Det har nu fået en gammel kending til at melde sig under fanerne.

Det skriver TVSyd.

Det er ikke så lidt, Venstre i Tønder har været igennem de seneste år.

Alene i juni år trak krisen i partiets lokalafdeling overskrifter landet over.

Det skete blandt andet fordi, et drive-in-valg 18. juni på en mark ved Agerskov resulterede i, at Henrik Frandsen, der gennem flere år har været borgmester i Tønder Kommune ikke længere skal være partiets borgmesterkandidat, når vi går til de lokale valgurner i 2021.

I stedet blev det udfordreren Martin Iversen, der skal være partiets spidskandidat.

Det stod klart, efter drive-in-valget endte helt tæt med 286 stemmer til Frandsen og 305 stemmer til Iversen.

Borgmester i Tønder Kommune, Henrik Frandsen (V), har tabte i juni måned kampen om at blive partiets spidskandidat ved næste års kommunalvalg.
Borgmester i Tønder Kommune, Henrik Frandsen (V), har tabte i juni måned kampen om at blive partiets spidskandidat ved næste års kommunalvalg. Niels Christian Vilmann

Fløjkrigene i partiet betød senere i juni, at Venstres folketingskandidat i Tønder Philip Tietje valgte at trække sit kandidatur. Det skete 25. juni.

Han trak sig med følgende svada:

»Hvis det i forvejen var svært at få valgt en Venstre-kandidat i Tønder-kredsen, er det nu blevet tæt på umuligt, efter den opslidende magtkamp, foreningen har været igennem i de seneste år. Tonen og retorikken har været hård og uforsonlig, og jeg må bare erkende, at jeg ikke har hverken lyst eller energi til at arbejde videre under disse betingelser,« sagde Philip Tietje til jv.dk på tidspunktet.

Den store opgør internt i partiet har betydet en større udskiftning i toppen lokalt, da også den forhenværende partiformand Lars Erik Skydsbjerg er forsvundet.

Det har fået en gammel kending til igen at ville repræsentere Venstre i Tønder.

Det skriver TVSyd.

Der er tale om Jens Møller, som under stor dramatik og på direkte tv valgte at trække sig fra partiet under et byrådsmøde i 2017.

Det skete efter 38 års medlemskab.

Det tidligere mangeårige Venstre-medlem i Tønder Kommune Jens Møller meldte sig ud i 2017 i protest. Nu vil han tilbage.
Det tidligere mangeårige Venstre-medlem i Tønder Kommune Jens Møller meldte sig ud i 2017 i protest. Nu vil han tilbage. Tønder Kommune

Dengang gik han i protest mod en konstituering. Men nu vil han altså gerne tilbage i Venstre efter at have siddet i byrådet som løsgænger siden.

Og det er der en ganske god grund til, fortæller han:

»Jeg gik i protest mod borgmesteren (Henrik Frandsen, red.) og den daværende partiformand (Lars- Erik Skydsbjerg, red.). Nu har Henrik Frandsen tabt kampen om at blive Venstres borgmesterkandidat ved næste valg, og partiformanden er trådt tilbage. Derfor har jeg bedt om at blive optaget i Venstres byrådsgruppe igen,« siger Jens Møller til TVSyd.

Han fortæller videre, at han er føler sig som Venstremand. Og samtidig siger han, at den uro, som har præget Venstre i Tønder, intet har med politik at gøre. Derfor er han klar på igen at trække i det Venstre-politiske arbejdstøj.