Den tidligere uddannelse- og forskningsminister Søren Pind skal være vært i nyt tv-program på TV 2 News.

Søren Pind får i programmet følgeskab af Henrik Sass Larsen, gruppeformand for Socialdemokratiet og tidligere erhvervs- og vækstminister.

Det afslører Søren Pind tirsdag med en video på sin Twitterkonto.

»Du bliver jo kun populær, hvis du kan tale i pip, ikke. Du har otte sekunder til din samlede forgrenede, forblommede mening, og hvis du ikke kan klare det på otte sekunder, så er du disqualified,« siger Henrik Sass Larsen i videoen, hvorefter Søren Pind siger:

»Der er sørme også mange politikere, som også bare ... der kommer bare en lind grød ud.«

Programmet får premiere på TV 2 News 3. oktober og kommer til at hedde ’Pind & Sass’.

TV 2 News lover seerne politisk debat uden filter om aktuelle emne i 'Pind & Sass'.

»Politikerne udtrykker ofte, at medierne vælger det helt forkerte historier - nu får Pind og Sass selv lov til at vælge de historier, som de vil diskutere. Så vi regner med, at vi får kontante, direkte og anderledes diskussioner mellem et tidligere og et nuværende folketingsmedlem, som begge har deres meningers mod. Det giver seere og brugere en skarp politisk debat, men den kommer til at foregå med et glimt i øjet,« siger TV 2 News' politiske udviklingschef Ulla Østergaard til TV 2.

Søren Pind og Henrik Sass Larsen kan ses i det nye program på TV 2 News en gang om ugen.

Det vakte stor opsigt, da Søren Pind i maj trak sig som minister og for dansk politik i det hele taget.

Dengang udtalte Søren Pind, at han følte sig tømt, og at der ikke var mere for ham at gøre i dansk politik.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Søren Pind om den nye værtsrolle. Han er dog ikke vendt tilbage på henvendelsen.