Der er for mange konflikter, for meget personfnidder, for mange personangreb og en pinlig kommunikation i politik.

Sådan lyder det fra den fynske politiker Melissa Meulengrachts (Ø), der derfor har valgt at stoppe i politik.

Det skriver fyens.dk.

Ifølge Meulengracht er det enormt svært at komme ud med de budskaber, man har som politiker, da personfnidder og angreb på andre politikere er blevet for stor en del af politik.

»Og det er generelt i politik, jeg mener, at det er enormt negativt,« lyder det fra Meulengracht, der var spidskandidat for Enhedslisten i Nyborg ved kommunalvalget i 2021.

Men fremover er det altså slut.

Meulengracht har været i politik i seks år og oplyser, at beslutningen har været længe undervejs.

Udover personfnidderet er hun også træt af, at samarbejdet mellem Folketinget og det kommunale er dårligt. Hun mener, at kommunalpolitikerne bliver glemt på Christiansborg.

Hun fremhæver blandt andet kommunalvalget 2021, hvor hun havde så svært ved at komme igennem til folketingspolitikerne, at hun først kom igennem, efter valgkampen var slut.

Derudover har Melissa Meulengracht også problemer med politikernes kommunikation udadti, som hun mener, nogle gange kan være pinlig, ligesom hun synes, at det politiske fokus bliver for snævert.

Selvom Meulengracht nu lægger politik på hylden, så vil hun dog fortsat bestræbe sig på at være synlig i den offentlige debat og kæmpe for sine mærkesager – blandt andet ved at skrive læserbreve og høringssvar.