Mette Frederiksen og co. skal finde en ny næstformand i Socialdemokratiet.

For tidligere borgmester i Køge Marie Stærke skal fremover være lobbyist.

Hun bliver en del af konsulentvirksomheden Rud Pedersen og trækker sig i den forbindelse som næstformand for Socialdemokratiet. Det skriver Altinget.

»Jeg har siddet for bordenden i Køge i mere end 15 år og ved, hvordan kommuner prioriterer og træffer beslutninger.«

»Den indsigt vil jeg bringe i spil for virksomheder, der skal navigere i samspillet mellem politik, strategi og forretning,« siger Marie Stærke til Altinget

Marie Stærke trak sig fra lokalpolitik i november 2025 efter nederlaget ved kommunalvalget, hvor Socialdemokratiet gik stort tilbage landet over.

I forbindelse med valgnederlaget tilbød hun Socialdemokratiet, at hun trak sig fra posten.

»Jeg er blevet bedt om at blive, og det gør jeg selvfølgelig. Jeg er valgt af Socialdemokratiets kongres. Og det er rigtigt, at der er tradition for, at det er en borgmester, der er næstformand.«

»Jeg har tilbudt at blive, jeg har også tilbudt at gå af, hvis det var det, der skulle til. Men jeg er blevet bedt om at blive, så det gør jeg foreløbig,« sagde Marie Stærke den gang.

Partiet sidder fortsat på regeringsmagten forud for folketingsvalget, som skal finde sted inden udgangen af oktober.

Marie Stærke var borgmester i 15 år og nåede 24 år i lokalpolitik, men måtte overgive borgmesterkontoret til Venstres spidskandidat, Ken Kristensen.

Hun bekræfter, at hun i samme ombæring trækker sig som næstformand for Socialdemokratiet ved partiets kommende hovedbestyrelsesmøde.

- Jeg har været en del af kommunalpolitik i næsten hele mit arbejdsliv. Nu får jeg mulighed for også at rådgive fra den private side og hjælpe kunder med at koble deres strategi til den politiske virkelighed og skabe løsninger, der virker i praksis, siger Marie Stærke til Altinget.

Mødet finder sted 25. februar.