Uddannelses- og Forskningsminister Christina Egelund skal nu forholde sig til en meget voldsom kritik mod hendes ministerie.
Statsrevisorerne retter på et pressemøde klokken 13.00 mandag netop kritik af Uddannelses- og Forskningsministeriet for håndtering af styring og tilsyn med et nyt it-system til de videregående uddannelser.
Det fremgår af Statsrevisorernes rapport, som netop er udgivet.
Statsrevisorerne er på det såkaldte niveau 4 ud af i alt 5 for alvorsgraden af deres kritik.
En såkaldt »skarp kritik«, som man også fandt anledning til, da Statsrevisorerne kritiserede især Fødevareministeriets tilsyn med landbrugets kvælstofudledning.
Statsrevisorerne kritiserer adskillige aspekter af Uddannelses- og Forskningsministeriets ageren i forbindelse med indkøbet af universiteternes nye it-system.
Blandt andet har ministeriet givet mangelfulde oplysninger til Folketinget.
Det er sket, da projektet blev 104,3 millioner kroner dyrere end forventet. Her oplyste ministeriet overfor Folketinget, at »der var påløbet udgifter« på de godt 104 millioner kroner.
Den mere præcise sandhed var, at de ekstra udgifter alene var tilkommet, fordi Uddannelses- og Forskningsministeriet var blevet forsinkede uden klare årsager.
Derudover har Uddannelses- og Forskningsministeriet ifølge Statsrevisorerne arbejdet med projektet i to år fra 2021 til 2023 og brugt offentlige midler, selvom der slet ikke var søgt om penge i Folketingets Finansudvalg, som ellers er lovpligtigt.
Statsrevisorerne kritiserer også, at selvom Uddannelses- og Forskningsministeriet kendte til et tilbud fra en leverandør i over et år, så blev det først fremlagt for Finansudvalget 1,5 uge før tilbuddet ellers ville bortfalde fra leverandøren.
Vel og mærke en udgift til samlet set 1,2 milliarder kroner, som måtte hastes igennem inden deadline, da beløbet ellers ville stige betydeligt.
Opdateres …