Nye Borgerliges ledelse har i mere end to døgn ikke ønsket at kommentere på sagen om lokalformand Nis Otto Kristensen, der på en lækket lydoptagelse kommer med meget direkte trusler om vold.
B.T. har både kontaktet den organisatoriske ledelse i partiet og Nye Borgerliges politiske leder, Pernille Vermund, som siger, at hun ikke har nogen kommentarer til sagen.
B.T. kunne onsdag morgen bringe en lækket lydoptagelse, hvor Nis Otto Kristensen, lokalformand for Nye Borgerlige i København, i meget klare vendinger fortæller, at han vil udøve vold mod et tidligere partimedlem.
»Jeg slår alle tænderne ud af munden på det dumme svin,« raser Nis Otto Kristensen på optagelsen.
»Han får en knytnæve lige ind midt i munden, du,« fortsætter en ophidset Nis Otto Kristensen.
»Så kommer han ned og ligge. Så tramper jeg ham i ansigtet. Han er færdig med at se smart ud, du. Dumme svin,« siger han videre på optagelsen.
Man kan høre, hvordan Nis Otto Kristensen tramper i gulvet.
»Sådan, du! Lige ned i tænderne på ham. Sådan så kæben sidder helt omme i nakken på ham,« råber Nis Otto Kristensen.
Det tidligere medlem af Nye Borgerlige Emil West optog Nis Otto Kristensens raseriudbrud i weekenden, da han var inviteret til kaffe i lokalformandens private hjem.
Emil West har forklaret overfor B.T., at han fandt situationen meget ubehagelig, og at han begyndte at optage, da han tidligere har oplevet, at Nis Otto Kristensen har udtrykt tilsvarende trusler under en køretur.
Det har Nis Otto Kristensen dog selv afvist.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Nis Otto Kristensen, men også uden held.