Hvorfor hjælper Mette Frederiksens regering den dødsdømte tidligere danske statsborger Said Mansour?

Det skal udlændingeminister Mattias Tesfaye nu svare på i et samråd indkaldt af Dansk Folkeparti, for menneskerettigheder gælder ikke for folk som Mansour, mener næstformand Morten Messerschmidt:

»Vi finder det fuldstændig oprørende, at Danmark så meget som løfter en finger for ham. Det vil vi have en forklaring på, og vi vil prøve at bremse det.«

Said Mansour – også kaldet 'Boghandleren fra Brønshøj' – blev dømt to gange for at opildne til terror i Danmark og fik frataget sit danske statsborgerskab, før han i januar 2019 blev udleveret til Marokko foranlediget af den daværende udlændingeminister Inger Støjberg (V).

Som B.T. tirsdag kunne afdække, er regeringen i dialog med Marokko og har »en forventning om«, at det nordafrikanske land overholder de »officielle forsikringer«, der blev givet før hans udlevering.

Er det ikke på sin plads at opfordre Marokko til at overholde de forsikringer?

»Nej. Jeg er helt kold over for, hvad der sker med Said Mansour. Han er ikke længere dansk statsborger, han er ikke længere vores ansvar,« siger Morten Messerschmidt.

Han er vel vores ansvar i den forstand, at Danmark har udleveret ham til et land, som er berygtet for at se stort på menneskerettigheder? 

Sådan så Said Mansour ud i 2003.
Sådan så Said Mansour ud i 2003. Foto: Rune Feldt
Vis mere

»Ja, det er jo ikke alle lande, som er lige paradisiske. Men det ændrer ikke på, at vi i Danmark skal være glade for at være sluppet af med ham.«

Men du sagde, at det ikke er vores ansvar. Vi har vel et ansvar, når vi har udleveret ham?

»Det mener jeg ikke. Hvis marokkanerne kommer og siger, at vi har et ansvar, så må vi forholde os til det. Men at en eller anden terrorist kommer og siger, at han mener, vi har et ansvar, der skal vi sige 'rend og hop'.«

Aftalen mellem Marokko og Danmark er vel indgået for at sikre, at menneskerettighederne bliver overholdt. Hvorfor skal de ikke overholdes i dette tilfælde?

»I min bog har Said Mansour ikke nogen menneskerettigheder. Dem afskriver man sig, når man fratager andre fra at leve i fred og sikkerhed.«

Så Dansk Folkeparti mener, at menneskerettigheder ikke gælder for alle?

»Ja. Helt sikkert. Danmark kommer først. Danmark kommer enhver tid før en eller anden terrorists luftige menneskerettigheder.«

Hvad hvis dødsdommen bliver eksekveret?

Marokko kan smide Said Mansour i et hul, siger Morten Messerschmidt.
Marokko kan smide Said Mansour i et hul, siger Morten Messerschmidt. Foto: Frank Cilius
Vis mere

»Så er verden jo blevet en terrorist mindre.«

Så det har I ikke noget imod?

»Det er et anliggende mellem ham og Marokko. Det skal vi ikke blande os i. Jeg mener ikke, at Danmark skal benytte sig af dødsstraf, men hvad der foregår i straffesystemer i Marokko, det vedkommer ikke mig.«

Mener du slet ikke, at Danmark har et medansvar, når vi udleverer Said Mansour til et land, som vi godt ved idømmer folk dødsstraf?

Mattias Tesfaye (S) vil give Folketinget en fortrolig orientering om Said Mansour.
Mattias Tesfaye (S) vil give Folketinget en fortrolig orientering om Said Mansour. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Nej. Vi har en interesse i at slippe af med folk som Said Mansour. Og det er et fremragende eksempel, som måtte skræmme andre, der sidder i Danmark og gør sig hede tanker om terrorisme. De skal vide, at vi handler konsekvent, og at vi er fuldstændig kolde, i forhold til hvad der sker med dem, når de er ude af Danmark.«

Mattias Tesfaye vil gerne svare på Morten Messerschmidts spørgsmål:

»Jeg ser frem til at svare på Dansk Folkepartis spørgsmål og give Folketinget en mere grundig og fortrolig orientering om sagen,« siger udlændinge- og integrationsministeren.